Roalds Danmarkshistorie
Roald Als er en af Danmarks mest markante avistegnere. I næsten 50 år har han kommenteret og spiddet både dansk politik og danskerne med sine ikoniske tegninger. I anledningen af hans nye bog ”Roalds Danmarkshistorie – 1980-2026 fra Anker til Mette” kan du opleve hans foredrag om arbejdet med at fortolke det politiske Danmark.
Roald følger kronologien fra Anker og frem og vil både besøge store og små begivenheder, fadæser, skandaler og ikke mindst statsministre. Vi skal se nogle af hans store klassiske fortolkninger af Anker, Helten fra Borgbjergvej, Nyrup uld-i-mund, hulemands-Fogh, den lille svindler Løkke, Gucci-Helle og den både blå, lilla og røde Mette.
Roald Als er stadig avistegner på Politiken, hvor han har været siden 1994. Han har tidligere tegnet i Weekendavisen og har udgivet en række bøger.
Der vil være en pause undervejs med mulighed for at købe et glas og få hans bog signeret.

