Hvad skete der egentlig det forår i 1920 hvor kongen kom i uføre, arbejderne truede med generalstrejke og partierne sloges om regeringsmagten? På denne og de næste sider folder vi den historie ud og ser særligt nærmere på Staunings rolle i hele miseren.
Regeringen blev afsat
Mandag den 29. marts 1920 omkring kl. 11.45 afskedigede Kong Christian den 10. regeringen med Zahle i spidsen efter en forudgående strid mellem folketingets ledende partier om det sønderjydske grænsespørgsmål og uenighed om en ny valglov. Et par dage forinden var Thorvald Stauning, efter nogle hårde grundlovsrevisionsforhandlinger, taget på påskeferie i sit sydsjællandske sommerhus, men da han fik overbragt nyheden af postvæsnet, som på grund af sommerhusets manglende telefonforbindelse holdt ham orienteret, hastede han straks mod hovedstaden.
Efter sin ankomst kl. 17 til Københavns hovedbanegård ilede Stauning videre til Social-Demokratens redaktion, der allerede kl. 13. ved redaktør Frederik Borgbjerg havde udsendt ekstranummer af Social-Demokraten med overskriften ”Kongen begaar Statskup”.
Borgbjerg, der i Staunings fravær var blevet informeret om begivenhederne af den afsatte regering, orienterede omgående Stauning om det skelsættende møde mellem kongen og statsministeren der havde fundet sted på Amalienborg, og som nu havde udløst et af danmarkshistoriens største parlamentariske kriser – men hvilken rolle spillede Stauning, Borgbjerg og den øvrige fagbevægelse i dagene, som fulgte, og i genoprettelse af parlamentarismens spilleregler?
Redaktør Frederik Borgbjerg havde i Social-Demokratens ekstranummer proklameret fagbevægelsens reaktion og herunder mere end antydet muligheden for generalstrejke med formuleringen: ”Reaktionen skal blive Vidne til en Folkerejsning af uanet Vælde”. Inspirationen var formentligt hentet fra Tyskland, hvor en lignende hændelse, var blevet mødt af to dages folkestrejke og endt med genindsættelse af koalitionsregeringen og rigspræsident og saddelmager Friedrich Ebert. I modsætning til Borgbjerg, der ønskede folkestrejke udløst prompte, synes Stauning at anlægge en mere pragmatisk og strategisk holdning, og gjorde over for Borgbjerg det klart, at et så alvorligt skridt skulle besluttes og grundigt forberedes af fagbevægelsens ledende organer og ikke deklareres i Social-Demokraten. Og sådan blev det. Under et møde samme aften mellem Socialdemokratiet, De samvirkende Fagforbund (DsF) og Arbejdernes Fællesorganisation blev det besluttet at meddele kongen, at såfremt Zahle-ministeriet ikke blev genindsat, vil forslag om en generalstrejke blive fremsat den 30. marts kl. 09.30.
Mellem Konge og Folkevalgte
En deputation med Stauning i spidsen overleverede budskabet til kongen inden midnat, men efter betænkningstid afviste kongen allerede tidligt den næstfølgende morgen fagbevægelsens krav og udnævnte i stedet samme dag kl. 16 ministeriet Liebe. Liebes forretningsministerium lovede få nogen chance, og det blev også det korteste siddende ministerium i danmarkshistorien. Ministeriet, som aldrig sov, blev det efterfølgende også kaldt.
Onsdag den 31. marts klokken 21 om aftenen åbnede Carl F. Madsen DsF’s generalforsamling med ordene:
“Det er den mest vanskelige og mest alvorlige Situation, vi nogen Sinde har været i”.
Alvorligt, men samtidig interessant, at DsF’s forretningsudvalg sideløbende med den parlamentariske krise natten forinden havde forhandlet med arbejdsgiverne om en aftale, der synes at indfri hovedparten af fagbevægelsens krav. Stauning var klar over, at en aftale ville besværliggøre iværksættelse af en generalstrejke, og i modsætning til Borgbjerg, der ønskede det ske hurtigt, undlod Stauning også i sin tale derfor på den ene side at efterlade indtrykket af, at muligheden for generalstrejke var svækket og på den anden side afviste Borgbjerg og andres iver efter at bringe det ultimative våben ind i kampen.
Søg
