Socialdemokratiets historie gennem valgplakaten

Socialdemokratiet opstår som et moderne masseparti i 1871. Målgruppen er de mange arbejdere, som lever uden sociale, økonomiske og politiske rettigheder. Et af de vigtigste fokuspunkter er den demokratiske kamp for udvidet valgret, så alle kan få lov til at stemme, uanset køn, indkomst og social status. Det kræver, at man kan nå ud til arbejderne. De skal informeres om deres rettigheder, og om hvordan de ved at stå sammen, kan ændre på forholdene.

Plakaten som massemedie

Kort efter Socialdemokratiets opkomst opstår så den politiske plakat som medie. Socialdemokratiet er et masseparti, plakaten er et massemedie, og de to går godt i spænd. Med plakaten kan man hurtigt og effektivt henvende sig til arbejderne.

Plakaten leverer et kondenseret budskab til de mange potentielle vælgere på vej gennem byen til eller fra arbejde.

Socialdemokratiet tager med det samme den politiske plakat til sig og er også det første af partierne til at udvikle plakaten, da der kommer tegninger på. De former et billedsprog på plakater lavet af tidens bedste tegnere, hvor billede og tekst bakker hinanden op. Plakatkunsten udvikler sig, siden kommer fotos til, og det ender med den valgplakat, vi typisk kender i dag: Politikerportrættet, som fra lygtepælen kæmper om opmærksomheden med alle de andre politikerportrætter.

Plakaterne viser et parti, et samfund og en plakatkunst i udvikling. De viser forskellige tiders udtryk, og forskellige tiders ideer, værdier og paroler. Socialdemokratiet fremstår først som et rendyrket arbejderparti, der indkalder til klassekamp. Siden som bredt favnende folkeparti og endelig som velfærdspartiet, der er garant for tryghed og sociale fremskridt.

1932

1953

1971

Læs om Socialdemokratiets plakater fra 1871-1923, 1934-1960 og 1960-

A for arbejderparti (1871-1934)

Tiden før plakaten

Socialdemokratiet opstår før den politiske plakat. Men allerede de første arbejderledere er meget bevidste om at kommunikere klart og effektfuldt til arbejderne. Louis Pio er overbevist om, at magten skal og kan nås ad demokratisk vej. Derfor er det så vigtigt at kæmpe for arbejdernes demokratiske rettigheder. Arbejderne skal have valgret, og de skal bruge retten, når de opnår den. De skal også overbevises om den socialdemokratiske sag, og pressen er én måde at gøre det på. Flere af overskrifterne i pressen minder om de paroler og værdier, som kendetegner de senere plakater.

I forbindelse med vedtagelsen af Socialdemokratiets partiprogram i 1888 udtaler den senere redaktør for Social-Demokraten, Emil Wiinblad, at arbejderne skal ”sættes i bevægelse og de socialdemokratiske principper trænge ind i befolkningens lag”. Det skal bl.a. ske gennem agitation, gennem pressen – og gennem de første, simple valgplakater, som netop på denne tid ser dagens lys.

Om billedet:

Socialisten, 2. maj 1872: Louis Pios berømte indkaldelse til mødet, som endte med at blive kendt som ’Slaget på Fælleden’. Overskriften ”Målet er fuldt” minder om de senere plakaters paroler og udsagn.

De tidlige plakater

De første valgplakater er meget simple. Der er ikke råd til at få trykt dyre og avancerede plakater. Det er rene tekstplakater med den ene funktion at få vælgerne til at stemme på en bestemt kandidat. Budskabet er simpelt: Valgretten skal bruges, folk skal stemme – og de skal sætte krydset rigtigt. Faktisk kan man sige, at de – bortset fra det manglende billede – minder om nutidens plakater i ’Stem på mig’ genren.

Hurtigt bliver budskaberne på plakaterne lidt mere udfoldet. Der blæses til klassekamp, og man er ikke i tvivl om, hvem fjenden er. Samtidig viser plakaterne også, hvordan demokrati er noget, der skal læres: de oplyser arbejdervælgerne om valgprocedurer og om rette udfyldelse af stemmesedlen.

1906

1910’erne

1913

A sætter billeder på plakaten

I forbindelse med folketingsvalget i 1918 lancerer Socialdemokratiet for første gang en plakat med billede på. Det bliver startskuddet til den politiske plakatkunst, der udfolder sig de næste årtier. Plakaterne optræder herfra med billeder tegnet af tidens kunstnere. Tekst og billede i forening danner det budskab, der møder vælgerne fra toppen af lygtepælen eller på husgavlen.

På plakaten fra 1918 ses en mor med sit barn. Den taler til alle de kvinder, der efter 1915 grundloven må stemme til et folketingsvalg for første gang. Der skal skabes identifikation, så vælgerne kan spejle sig i billedet. Derfor ser man arbejdere på de næste årtiers socialdemokratiske plakater; billederne skal give arbejdervælgerne følelsen af, at det er hér, de hører til.

1918

A i regering

I 1924 erobrer Socialdemokratiet for første gang regeringsmagten. Efter mere end 50 år som opposition skal partiet nu tage politisk ansvar og udforme konkrete løsninger på tidens problemer. Det er en ny rolle selv at være magthaveren, når man har været vant til at tale magten imod.

Plakaten er fra folketingsvalget i 1924

Selvom Socialdemokratiet har regeringsmagten, har mange af plakaterne stadig elementer af opposition og modstand. Politiske modstandere og kapitalen står for skud, og plakaterne emmer stadig af klassekamp, ligesom partiet fremstiller sig selv som et arbejderparti med fremtiden på sin side.

1926

1928

1933

A for folkeparti (1934-1960)

Socialdemokratiet generobrer magten i 1929. Kort efter begynder Thorvald Stauning at formulere det program, der i 1934 offentliggøres som ’Danmark for folket’. Programmet lancerer Socialdemokratiet som et bredere favnende folkeparti – man er ikke længere kun et parti for byens arbejdere.

Stauning eller Kaos

Socialdemokratiet vil nu gerne være for alle, der vil fællesskabet. Folket på landet, folket på søen og den voksende gruppe af funktionærer i byerne. Og med Kanslergadeforliget i 1933 har partiet også markeret sig som et parti, der vil klassekompromiset og det samarbejdende folkestyre. Med Thorvald Stauning som den politiske leder, der skal styre landet gennem tidens økonomiske og demokratiske krise med arbejdsløshed og antidemokratiske trusler fra både højre og venstre.

👉🏻 ’Stauning eller Kaos’ plakaten fra folketingsvalget i 1935, Socialdemokratiets bedste valg nogensinde med over 46% af stemmerne. Det er den første plakat med det politikerportræt, som bliver normen flere årtier senere.

1930’ernes krise

Det brede vælgerfokus ses i 1930’ernes plakater. De viser dels de nye vælgere, som Socialdemokratiet forsøger at nå, dels et parti, som i egen selvforståelse er det eneste egnede parti til at føre Danmark gennem tidens krise. Men med Tysklands besættelse i 1940 er der klare grænser for partiets manøvrerum – og plakaterne ophører af samme grund mere eller mindre under 2. verdenskrig.

Plakater fra 1930’erne

1936

1939

Genopbygning efter krigen

Efter krigen er fokus på genopbygning af samfundet, ikke mindst produktionsapparatet. Der skal gang i økonomien, som skal styres politisk. På den måde kan der skabes arbejdspladser og et økonomisk fundament for udvidelse af velfærden.

Flere af Socialdemokratiets plakater fra efterkrigstiden viser stærke arbejdere foran store fabrikker – et tegn på den økonomiske fremgang, der skal skabes, og en udvikling, der bør tegnes af Socialdemokratiet.

Plakaten er fra 1947.

Tryghed

Økonomien er længe i knæ. Arbejdsløsheden, som spøgte før krigen, spøger stadig, og Socialdemokratiets mantra bliver at skabe tryghed. Tryghed i ansættelsen og tryghed gennem velfærdstiltag for de grupper, der mister arbejdet eller ikke længere kan arbejde. Næst efter ’Socialdemokratiet’ er ordet ’Tryghed’ det oftest forekommende på plakaterne.

1946

1950

1953

Det store A

Efter krigen begynder en ny tendens på de socialdemokratiske plakater: A’et, partiets listebogstav, optræder som selvstændigt motiv på plakaterne. Her er det stadig tegnerne, der udfører plakaterne, som ellers i stigende grad er blevet overtaget af grafikere. På tegningerne optræder A’et som en skulptur, der peger på industrisamfund, folkelige fællesskaber eller blot på ’A for Socialdemokratiet’.

A for velfærdsparti (1960-)

Gør gode tider bedre

Med det økonomiske opsving fra 1958 bliver der lagt et fundament for 1960’ernes udbygning af velfærdsydelserne. Flere socialdemokratiske ledere har baggrund som økonomer, og de designer den nye velfærdsstat med arbejdsmarkedspolitik og nye skattesystemer. Plakaterne adskiller sig meget fra 1950’ernes plakater, som var præget af usikre fremtidsudsigter og behovet for tryghed. Nu afspejler de en ny tid med optimisme og forbrug – og en ny type vælger på plakaten med fjernsyn, skjorte og attachemappe.

1960

Politikeren på plakaten

Da Stauning i 1935 optrådte som alternativ til ’Kaos’, var det en ny ting med politikeren som motiv på plakaten. Men fra 1970’erne og frem bliver det normen, og politikerportrættet er den dag i dag den almindelige plakatform. ’

Stem på mig’ genren er på nogle måder en tilbagevenden til de allertidligste plakater, som ligeledes blot opfordrede til at stemme på en given kandidat. Men de er også udtryk for en individualisering af politikken med kandidaten i centrum frem for det politiske budskab. Som plakatkunst bringer de ikke meget nyt.

Garanten for velfærd

Op gennem årtierne portrætterer Socialdemokratiet sig som den naturlige garant for velfærden. Det giver udfordringer, når partiet i periode står uden for regeringsmagten. Og fra 1990’erne bliver partiet udfordret af Dansk Folkeparti på kernepunkter som tryghed og ældrepleje – der opstår kamp om de klassiske arbejdervælgere.

Plakaten er fra 2001

Arbejderen tilbage på plakaten

Socialdemokratiet går til valg i 2019 med den meget omtalte ’Nu er det Arnes tur’ kampagne. Kampagnens plakater sætter fokus på vælgergrupper, der er blevet klemt i de seneste års reformer: børnehavebarnet, gymnasieeleven, pensionisten – og altså bryggeriarbejderen Arne.

Som plakatkunst er det en tilbagevenden til den tidlige periodes portrættering af arbejderen. Men hvor man tidligere viste arbejderen som ikon eller type, er det nu en vaskeægte, levende arbejder, der ses på plakaten.

A på plakaten i fremtiden

Den politiske plakat er i stigende grad blevet udfordret af de mange andre visuelle medier, der sætter billeder og paroler på politiske sager. Den fortsatte fornyelse af den politiske plakat er mest sket på græsrodsniveau eller blandt yderpartier, som ikke skal favne så bredt som Socialdemokratiet. De andre store partier er gået samme vej som Socialdemokratiet, og plakaterne ligner i høj grad hinanden. Alligevel forsvinder plakaterne næppe foreløbig – så der er en ledig banehalvdel til det parti, der formår at forny plakatkunsten. Og her kan Socialdemokratiets historie som pionér inden for den politiske plakats udvikling måske være en inspiration: Ved at inddrage de dygtigste, visuelle kunstnere formåede man i en periode at sætte dagsordenen inden for den type politisk kommunikation.

Tilbage til Socialdemokratiet