Grøn Omstilling på Arbejdermuseet
Arbejdermuseet arbejder for at bidrage til den grønne omstilling ved at skabe ændringer i institutionens arbejde. Derfor arbejdes der målrettet på ambitiøse løsninger for at nedsætte klimaaftryk gennem museumsdriften.
Ønsket om at fremme den grønne omstilling
På Arbejdermuseet ønsker vi at styrke vores grønne initiativer og arbejde med at gøre vores museum, bibliotek og arkiv til en institution, der passer på miljø og klima – og på hinanden. Derfor er vi medunderskriver på ODMs Grønne Charter, som er del af Museernes Grønne Akademi. Derudover er museet i 2025 blevet Green Attraction-certificeret. Selvom museet ligger i en fredet bygning og derfor har særlige udfordringer i forhold til at gennemføre en grøn omstilling, fastholder vi, at den er nødvendig.

Vores grønne fundament
Den grønne omstilling indgår i Arbejdermuseets strategi 2030 og er en del af museets arbejde, hvorfor der er udarbejdet en miljøpolitik og -handleplan, skærpet leverandørhenstillinger og interne indkøbskrav, samt ændret i affaldsordninger. Et fokus på bæredygtighed spiller ind i museets vision om ”at styrke viljen til et lige og retfærdigt samfund gennem engagerede møder med historien“, hvorigennem museet arbejder med social bæredygtighed. Men for at kunne passe på vores kulturarv i fremtiden, er vi nødt til at passe på klimaet i vores samtid. At mindske madspild, genbruge og reparere snare end at købe nyt er en central del af Arbejdermuseets emnefelt om arbejderes levevilkår og hverdagsliv i byerne fra 1870erne og op efter.

Arbejdsområder
Arbejdermuseet ønsker at lægge et godt fundament for det videre arbejde med grøn omstilling og social bæredygtighed, og vi har derfor udarbejdet vores første ESG-rapport. Rapporten giver et samlet overblik over, hvor vi står i dag, og danner grundlag for at integrere bæredygtige tiltag i alle dele af museets drift – fra energiforbrug og indkøb til formidling og samarbejder. Vi ser ESG som en helhedsorienteret ramme, hvor miljø, sociale forhold og ansvarlig ledelse går hånd i hånd. ESG-rapporten er udarbejdet med inspiration i gældende frivillige standarder og rammeværktøjer. Se den nyeste ESG-rapport her.

