Tema om 1. maj og kampen for 8 timers arbejdsdagen
Arbejdernes internationale kampdag 1. maj har siden 1889 været arbejderbevægelsens årlige markering af kampen for arbejderklassens politiske og faglige rettigheder. Det første 1. maj-møde i Danmark blev afholdt i en række provinsbyer og i Fælledparken i København i 1890.
Mange arbejdere arbejdede dengang 10-14 timer dagligt under dårlige forhold, og kravet om “8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile” blev et samlende slagord for bevægelsen.
Kampen om arbejdstiden er et af de mest grundlæggende udtryk for modsætningsforholdet mellem arbejdstagere og arbejdsgivere, og den er ligeså gammel som lønarbejdet og kapitalismen selv.
En vigtig kamp
Der er flere grunde til, at netop 8-timerskampen står så stærkt i arbejderbevægelsens Der er flere grunde til, at netop 8-timerskampen står så stærkt i arbejderbevægelsens kollektive erindring. Dels historien om, hvordan kravet om en 8-timers arbejdsdag i første omgang blev rejst. Dels de mange år kampen strakte sig over, og dels kampens æstetik. De tre 8-taller – 8 timers arbejde, 8 timers frihed, 8 timers hvile – i forskellige opstillinger og mønstre er ikoniske. Dertil kommer historien om arbejderbevægelsens indre modsætninger mellem direkte aktion og forhandling, mellem revolution og reformisme. Disse modsætninger spillede en afgørende rolle for forløbet frem mod indførelsen af 8-timers arbejdsdag. Hvorfor blev 8-timersdagen gennemført lige på det tidspunkt? Hvis ære var det, at 8-timersdagen efter så mange år blev ført til sejr?
Kravet om en 8-timers arbejdsdag kan spores helt tilbage til 1840’erne og 1850’erne, hvor engelske arbejdere, som var emigreret til New Zealand og Australien, rejste spørgsmålet. I Danmark kan det spores til 1870’erne, hvor arbejdstiden var omkring 11 timer om dagen, seks dage om ugen. I 1879 skrev bestyrelsen for Snedkernes og Stolemagernes Fagforening i samarbejde med den senere formand for Socialdemokratiet P. Knudsen et såkaldt andragende til Folketinget hvori de anmodede om indførelsen af en lovfæstet 8-timers arbejdsdag.
Den senere så ikoniske 8-timerskamp fandt dog sin direkte inspiration i Nordamerika, hvor arbejderorganisationerne for alvor rejste kravet i løbet af 1880’erne. Arbejdere i USA og Canada besluttede at gøre 1. maj til en fælles demonstrationsdag for 8-timerskravet. Repræsentanter for de amerikanske arbejdere deltog i 1889 på arbejderkongresserne i Paris, hvor 2. Internationale blev etableret. De medbragte ideen om 1. maj, og deres europæiske brødre tog den til sig. 1. maj blev dermed grundlagt som international kampdag, hvor arbejdere over hele verden rejste kravet om 8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8 timers hvile.
Æren går til….
“Æren af at have gennemført 8 timers dagen måtte de tre byggefag ikke få, og vi bejler heller ikke efter at få denne. Lad kun andre pynte sig med lånte fjer, os er det nok, at 8 timers dagen nu er en kendsgerning – Kampen har været de tre byggefags, æren De samvirkende Fagforbunds. På den måde har man delt sol og vind lige”
Sådan skrev Christian Rassow i slutningen af maj 1919, kort tid efter De samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsgiverforening havde underskrevet overenskomsten, som indførte 8-timersdagen. Rassow var formand for Murersvendenes Fagforening af 1919 for København og Omegn, og han var en helt central person i forbindelse med byggefagenes kamp, som han omtaler. Kampen begyndte i foråret 1918.
Trods Danmarks neutralitet ramte 1. Verdenskrig den danske arbejderklasse hårdt. Krigen resulterede i forringede eksportindtægter, begrænset import og stigende varepriser. Befolkningen blev underlagt rationering, reallønnen faldt og arbejdsløsheden steg voldsomt i krigens sidste år. Under krigen førte Socialdemokratiet den såkaldte borgfredspolitik. Det betød blandt andet, at partiet opgav antimilitarismen, stemte for finanslov og i 1916 for første gang gik i regering med Thorvald Stauning som ”minister uden portefølje”.
Denne udvikling gav anledning til en styrkelse af den revolutionære del af arbejderbevægelsen i Danmark, og med den revolutionære bølge, som i 1917-18 skyllede ind over Europa, var der masser af inspiration at hente udefra.
Et murersjak fotograferet formentlig engang i 1910’erne
Murersvendene – blandt andre – fik gennem overenskomsterne forhandlet pæne lønstigninger i 1918, men de kunne ikke matche vareprisernes himmelflugt, så arbejderne var lige vidt, og arbejdstiden var stadig høj – 10 timer dagligt, lørdag 9 timer. Derfor begyndte arbejderne i byggefagene med murersvendene i spidsen at aktionere for kortere arbejdstid. Inspirationen kom fra den såkaldte ”engelske uge” med weekend fra lørdag kl. 12 i stedet for kl. 17. Da arbejdsgiverne forhalede forhandlingsprocessen tog byggearbejderne sagen i egen hånd og begyndte at gå hjem lørdag kl. 12.
Spørgsmålet om arbejdstid kom dermed på toppen af dagsordenen i løbet af 1918, og i foråret 1919 indledte De samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsgiverforening overenskomstforhandlinger og blev enige om at indføre 8-timers arbejdsdag.
Stadig 48 timers arbejdsuge
Med 8-timers arbejdsdagen indført i 1919 var et stort mål for arbejderbevægelsen nået. Men kampen om tiden sluttede ikke. Allerede i 1922 opsagde arbejdsgiverne overenskomsten fra 1919 og forsøgte at rulle 8-timersdagen tilbage. Det lykkedes imidlertid ikke, og 8-timersdagen og 48 timers arbejdsuge var gældende mange år frem. Det var først i løbet af 1950’erne, arbejdstiden for alvor kom på dagsordenen igen. På det tidspunkt havde rationaliseringsbølgen allerede grebet om sig – arbejderne skulle producere mere på mindre tid.Storkonflikten i 1956 handlede i høj grad om arbejdstid. Fagbevægelsen krævede 44 timer om ugen. Det fik man ikke, da den socialdemokratiske regering ophøjede det forkastede forligsforslag til lov. Først i 1958 kom arbejdstiden under 48 timer om ugen, og først i 1966 opnåede fagbevægelsen de 44 timer efter gradvise nedsættelser af arbejdstiden. 37 timer ingen naturlov.
37 timer ingen naturlov
Udviklingen med den gradvise nedsættelse af arbejdstiden fortsatte op gennem 1970’erne, og i midten af 1980’erne satsede fagbevægelsen stort på at få gennemført en 35 timers arbejdsuge. En af hovedparolerne lød;
“Tid til mer’, job til fler'”
Storkonflikten i 1985, hvor 35 timer var et af hovedkravene fra fagbevægelsen endte med indgreb fra den konservative regering, og man måtte nøjes med en nedsættelse til 39 timer ugentligt.I slutningen af 1980’erne blev der filet yderligere på den ugentlige arbejdstid, og i 1990 landede den på de 37 timer, som vi er vant til den dag i dag.
Planche på stillads i Hvidovre
Men selvom den 37 timers arbejdsuge næsten har været gældende ligeså længe som det var tilfældet med de 48 timer, viser historien både før og efter 1990, at en 37 timers arbejdsuge bestemt ikke er en naturgiven ting. I 2010 lancerede Socialdemokratiet og SF eksempelvis udspillet Fair Løsning, som blandt andet byggede på, at arbejdstiden gennem trepartsforhandlinger skulle hæves med en time om ugen – eller 12 minutter om dagen, som man slog på.
De to partier, som i 2011 dannede regering med Det Radikale Venstre, måtte imidlertid opgive idéen om at forlænge arbejdstiden, da der ikke var parlamentarisk grundlag for den fremlagte plan.Så sent som ved overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked i 2017 blev der imidlertid ændret ved arbejdstidsreglerne. Aftalen gav nemlig arbejdsgiverne ret til at indføre såkaldt ”systematisk overarbejde”, hvilket vil sige, at de kan indføre 42 timers arbejdsuge i udvalgte uger.
I dag er normalarbejdstiden stadig 37 timer om ugen. Men kampen om tiden vil dukke op igen, og så er spørgsmålet, om vi skal arbejde mere eller mindre.
Søg
