🌹 99 KVINDER ÆNDREDE ALT: KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG BLEV FØDT I KØBENHAVN 🌹

I store dele af verden markeres i dag Kvindernes Internationale Kampdag. Selvom dagen udspringer af international solidaritet, knytter der sig en helt særlig dansk historie til den.

I sommeren 1910 summede København af liv. 895 socialister fra 22 lande var kommet til byen for at deltage i den 2. internationale socialistiske konference, som den danske arbejderbevægelse havde fået til opgave at afholde.

Men i et mødelokale i Folkets Hus på Jagtvej 69 foregik noget, der skulle få særlig betydning.

Huset på Jagtvej var opført allerede i 1897 og blev hurtigt et centrum for møder og politisk arbejde – især for bevægelsens kvinder. Derfor var det også her, de kvindelige delegerede holdt deres egen konference. Kvinderne mødtes klokken 9 om morgenen. På bordene lå sorte mapper – og i hver mappe en rød rose 🌹 – mens høje glas med sensommerens blomster stod mellem papirerne. Der blev sunget, før arbejdet gik i gang.

I de følgende dage diskuterede deltagerne blandt andet kvinders valgret, samfundets ansvar for mødre og børn, ugifte mødres retsstilling og styrkelsen af internationale forbindelser mellem kvinder på tværs af lande. Forretningsordenen var stram, og talerne fik nøje afmålte minutter. En journalist bemærkede tørt, at de mandlige kongresdeltagere kunne lære noget af kvindernes mødedisciplin.

Under konferencen blev et forslag fremsat: at indføre en international kvindedag. En årlig dag, hvor kvinder verden over kunne rejse krav om politiske rettigheder – først og fremmest stemmeret – og bedre arbejds- og levevilkår. Forslaget blev vedtaget med stor opbakning.

I de første år blev dagen afholdt på forskellige søndage i marts. Siden 1921 har datoen ligget fast: 8. marts.

Kvindernes Internationale Kampdag har udviklet sig og forandret sig gennem tiden. Men dens historie udspringer af de 99 kvinder, der samledes i København i 1910 i en fælles kamp for at styrke arbejderkvinders stemmer over hele verden ✊

God kampdag til alle derude!

VELKOMMEN I KLUBBEN ⚓🏭

Få arbejdspladser har sat så markant et aftryk på arbejderhistorien som B&W. I mere end 100 år var værftet næsten synonymt med Refshaleøen i København.

Helt frem til lukningen i foråret 1996 valfartede tusindvis af københavnere hver dag mod halvøen – på cykel eller med den legendariske B&W-færge fra Toldboden 🚲⛴️

De mødte ind til en arbejdsplads med sit helt eget liv. Et sted med sin egen sociale orden. Et sted, hvor man enten flygtede efter få dage – eller blev resten af livet.

Arbejderne på værftet blev i årtier betragtet som bevægelsens absolutte spydspidser. Når temperaturen på arbejdsmarkedet skulle måles under konflikter og overenskomstforhandlinger, lød spørgsmålet ofte:
Hvad siger de på B&W?

Men B&W er også fortællingen om ritualer, traditioner og stærke fællesskaber 🤝
Om sagnomspundne øgenavne som Jordbesidderen, Kartoflen og Skeletsmeden – så indgroede, at mange ikke kendte hinandens rigtige navne.
Om pauserne på det flydende marketenderi Frikadellen, hvor faste pladser afslørede både fag og politisk ståsted.
Og om klubber og foreninger, der rakte langt ud over arbejdstiden: idrætsforeninger, kunstforening, kegleklub, børnedage, fastelavnsfester og feriekolonien Burlunden 🌭🎳🎨

Til oktober åbner vi en ny særudstilling, hvor vi undersøger, hvad det egentlig gør ved os at gå på arbejde – og hvilke fællesskaber der kan berige og belaste et arbejdsliv.

Lige nu dykker vi ned i historier om klubber og fællesskaber på arbejdspladser og deres betydning for arbejdsglæde og følelsen af at høre til.

👉 Har du selv været en del af en klub, en forening eller et særligt fællesskab på din arbejdsplads?
👉 Havde I faste pladser i frokoststuen? Øgenavne? Traditioner?

Del din historie med os i kommentarfeltet – vi glæder os til at læse med! 💬✨

📸Fotokreditering:
Billede 1: Finn Svensson
Billede 2 & 5: Ernst Nielsen

🔥 DEN RØDE BARONESSE 🔥

En efterårsdag i 1875 træder en ung, svensk kvinde ind i redaktionen hos Social-Demokraten i Ravnsborggade på Nørrebro. Hun opsøger arbejderbevægelsens leder, Louis Pio, og hun vil have et klart svar: Hvor stiller socialismen sig i kvindespørgsmålet?

Da Pio svarer, at socialister anerkender kvindens fulde ligeberettigelse, lyder hendes reaktion prompte: “Så er jeg socialist!” 🚩

Med de ord træder Jaquette Liljencrantz ind i arbejderbevægelsens historie. ✊🌹

Adelig, intellektuel og kompromisløs forkæmper for kvinders og arbejderes rettigheder.

Allerede som 13-årig krævede hun ligestilling og blev mødt med hån og latter. Efter farens død blev hendes storebror udnævnt til hendes værge. Da hun nægtede at leve under hans patriarkalske regler, flygtede hun som 24-årig til København.

Her forelskede hun sig hovedkulds i en norsk købmandssøn, blev gravid og fødte barnet i skjul. Kort efter døde den nyfødte søn, og da faderen nægtede at kende hverken hende eller barnet, valgte Jaquette at gøre det utænkelige i sin samtid: Hun gjorde sin private tragedie offentlig.💔

Herefter indledte hun en intens kamp for ugifte mødre og børns rettigheder. Hun rejste Skandinavien rundt og holdt brandtaler mod tidens maskuline dobbeltmoral. I 1876 blev hun den første kvindelige journalist på Socialisten, forperson for Den fri kvindelige forening – og var en af blot tre kvinder på Socialdemokratiets første kongres. 💥

På rekordtid blev hun en central skikkelse i arbejderbevægelsen. Men magt, idealer og loyalitet er skrøbelige størrelser – og Jaquette Liljencrantz’ plads i bevægelsen skulle snart blive sat på en hård prøve…

✨ Som optakt til Kvindernes Internationale Kampdag kan du lørdag den 7. marts høre hele den dramatiske fortælling om Jaquette Liljencrantz’ liv, kamp og skæbne i dansk arbejderhistorie.

📍 Det sker ved et morgenforedrag i Arbejdermuseets festsal med forfatter Pia Friis Laneth.

Kom, og bliv klogere på kvindekampens ildsjæle – og mærk historien helt tæt på. 🌹

🎟️Læs mere og find din billet via link i profilbeskrivelsen.