Arbejderhistorie
Hele Danmarks Stauning




Tema om Thorvald Stauning
“Samfundet burde blive som en familie, der virker sammen” – Thorvald Stauning 1931
Thorvald Stauning var et fyrtårn i dansk politik og er den statsminister, der har siddet længst tid på magten i det 20. århundrede. Han fik en popularitet, der strakte sig på tværs af befolkningen.
Fra beskedne kår på Vesterbro rejste han sig gennem fagbevægelsen og ind i landets højeste embede. Han blev ikke blot Socialdemokratiets leder, men en landsfader, der formede Danmark i en tid med store udfordringer og forandringer.
Stauning så politik som mere end magt – det var et redskab til at skabe værdighed i menneskers liv. Med visionen om et samfund, hvor alle havde ret til arbejde, uddannelse og tryghed, lagde han grundlaget for det, vi i dag kalder velfærdsstaten. Under parolen “Stauning eller Kaos” samlede han befolkningen i en tid præget af arbejdsløshed og utryghed – og viste, at samarbejde kunne bygge et stærkere Danmark end konfrontation.
Thorvald Stauning var Socialdemokratiets første statsminister og formand for Socialdemokratiet i perioden 1910-39. Han var statsminister i to perioder (1924-26 og 1929-1942) og nåede således at være regeringsleder i knap 16 år, det længste for nogen dansk statsminister i det 20. århundrede.
Thorvald August Marinus Stauning blev født den 26. oktober 1873 i København og døde samme sted den 3. maj 1942.
Stauning blev udlært cigarsorterer i 1892 og blev aktiv i fagforeningsarbejde og i Socialdemokratisk Forbund, for hvilket han blev hovedkasserer i 1899 og forretningsfører (formand) i 1910. I 1906 blev han indvalgt i folketinget og 1916-20 var han minister uden portefølje (kontrolminister) i regeringen Zahle.
I 1924-26 blev han stats- og socialminister i den første socialdemokratiske regering, og i 1929 dannede han atter regering og forblev statsminister i en socialdemokratisk-radikal regering frem til 1940, hvor han efter den tyske besættelse af Danmark dannede en samarbejdsregering sammen med de radikale, det Konservative Folkeparti og Venstre. Han forblev statsminister til sin død i maj 1942.
I Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv
Th Stauning Arkiv
Th. Staunings arkiv indeholder bl.a. Staunings håndskrevne taler og artikler for perioden 1910-1942, herunder originalmanuskriptet til skuespillet “Livets Løgne” fra 1904. Materiale til belysning af politikken under det 1. Ministerium Stauning (1924-1926) og det 2. Ministerium Stauning-Munch (1929-1941) er repræsenteret.
Th. Stauning modtog i tusindvis af breve fra politikere, organisations- og erhvervsfolk. Der er søgemuligheder på personer. De mange generelle henvendelser til Stauning er ordnet efter årstal.
Af eksempler på politiske områder hvor Stauning spillede en aktiv politisk rolle kan fremhæves “Regeringskrisen i 1913”, hvor Stauning nedskrev sine samtaler med Kong Christian d. X. Grønlandssagen i henholdsvis 1923-1924 og 1931-1933 kan også fremhæves.
Litteratur, fotografier og plakater
Stauning i ABA’s plakatsamling
Stauning i Årstal
1873: Den 26. oktober bliver Stauning født på et loftsværelse i Holmens Kanal 30 i København
1890: 16-årige Stauning melder sig ind i Socialdemokratiet og bliver aktiv i arbejderbevægelsen
1892: Stauning, der er ny udlært cigarsorterer, strejker i solidaritet med cigarrullere på cigarfabrikken i Fredericia – og bliver kendt for denne begivenhed.
1896 -1908: Formand for Cigarsorterernes Fagforening
1906: Stauning opnår i tredje forsøg et folketingsmandat ved at blive valgt i en kreds i Fakse
1910: Stauning bliver partiformand for Socialdemokratiet
1910: Stauning står bag den internationale socialistiske kongres i København
1913: Socialdemokratiet bliver det største parti målt i stemmetal ved folketingsvalget
1913-1925: Stauning bliver medlem af Københavns Borgerrepræsentation
1916-1920: Stauning får første ministerpost som kontrolminister
1924-1926: Stauning danner som statsminister den første socialdemokratiske regering
1929 -1940: Stauning er statsminister for flertalsregeringen sammen med Det Radikale Venstre
1933: Kanslergadeforliget forhandles på plads i Staunings hjem
1935: Socialdemokratiet opnår under Staunings ledelse et rekordvalg ved folketingsvalget med 46% af stemmerne.
1936: Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre opnår også flertal i Landstinget, førstekammeret i den danske Rigsdag
1940: 9. april – Danmarks besættelse. Stauning danner samlingsregering med 1939-regeringen i samarbejde med Venstre og Det Konservative Folkeparti
1942: Stauning dør den 3. maj efter et par måneders sygdom
Hvis du synes, emnet er spændende
Udforsk arbejderhistorien

HELE DANMARKS STAUNING
Thorvald Stauning var et fyrtårn i dansk politik og er den statsminister, der har siddet længst tid på magten i det 20…

MED LOVEN ELLER UDEN
I 1871 er leveforholdene for de dengang få industriarbejdere i Danmark forfærdende. Men da arbejd…

KAMPEN OM TIDEN
Arbejde 48 timer om ugen. Det lyder af meget for en dansk lønmodtager anno 2019. Men 100 år tidligere var netop…
