Jens Otto Krag

Jens Otto Krag var statsminister i årene 1962-68 og 1971-72. Han er mest kendt for sin arbejde som en af velfærdsstatens hovedarkitekter og som statsministeren, der fik Danmark ind i EF.

Jens Otto Krag blev født i Randers den 15. september 1914 og døde den 22. juni 1978 i Skiveren.

Han blev uddannet cand. polit. fra Københavns Universitet i 1940 og fik arbejde i Valutacentralen. I 1945 blev han kontorchef for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og to år senere medlem af Folketinget. Jens Otto Krag var minister for Handel, industri og søfart 1947-50, minister uden portefølje 1953 og økonomi- og arbejdsminister 1953-57. I 1957 blev han gjort til minister for udenrigsøkonomi og året efter udenrigsminister, en post han bestred frem til 1962, hvor han afløste Viggo Kampmann som Statsminister.

F20100830057
Jens Otto Krag i 1968 efter han har meddelt kongen at han træder tilbage som statsminister

Jens Otto Krag startede i 1932 sin politiske karriere som venstreradikal DSU’er og var fra 1933 en del af den antifascistiske trepilefraktion i DSU. Han var aktiv i politik indtil 1975, da han gik af som leder af EF’s politiske delegation i Washington.

Jens Otto Krag er blevet kaldt velfærdsstatens hovedarkitekt. Hans tegninger består af talrige økonomisk-politiske artikler i aviser, tidsskrifter og fagblade. Men det blev ikke ved tegningerne. Som politiker, folketingsmand, minister og statsminister forsøgte han at lave en bygning ud af dem. Talrige politiske forlig og forlis, møder, samtaler blev til de løsninger der var drivkræfter i det danske samfunds udvikling fra 1945. Han var bl.a. forfatter til Socialdemokratiets program, Fremtidens Danmark, fra 1945.

Jens Otto Krag skrev, noterede, reflekterede. Mest om politik, men prosa blev også forsøgt. Hans arkiv spænder vidt, bredt og dybt. Fra de første stilehæfter fra gymnasietiden til de sidste slutord i dagbogen fra 1978.

Manuskripter, breve, korrespondance, referater, notater og dagbøger viser rundt i mangeartede aspekter af en politikers liv og hans store projekt.
Det danske samfunds udvikling fra 1945 og ikke mindst velfærdsstatens opbygning økonomisk, politisk og socialt i et internationalt perspektiv må være den rette overskrift på Jens Otto Krags epoke.

I ABA

J.O. Krag Arkiv
Arkivet indeholder breve, erindringer, fotos, manuskripter, personlige papirer og taler. Papirregistrant: Jens Otto Krag Arkiv.

Litteratur, fotografier og plakater:
Litteratur af J.O. Krag

Litteratur om J.O. Krag

Krag i ABA’s fotosamling

Krag i ABA’s plakatsamling

Få nyheder

MODTAG NYHEDER OM ARBEJDERMUSEET

Tilmeld dig Arbejdermuseets nyhedsbrev og bliv den første til at få besked om tilbud, udstillinger, arrangementer og unikke fordele.