En introduktion til LO og FTF’s fælles historie og konflikter

LO og FTF har fredag d. 13. april 2018 besluttet, at de skal lægges sammen til en fælles hovedorganisation med virkning fra 1. januar 2019. En fusion, der tidligere har været så godt som utænkelig. I dette tema beskriver vi den historie, der er gået forud for tankerne om fusion.

På undersiderne i undermenuen kan du læse om oprettelsen af de to hovedorganisationer i henholdsvis 1898 og 1952, og om deres konfliktfyldte relationer i de sidste små 70 år.

Forhistorien

I 1870’erne var socialismens spøgelse for alvor kommet til Danmark fra det store udland. Danmark var stadig et landbrugssamfund, men de danske arbejdere voksede i antal i takt med den stigende industrialisering af byerne. Arbejderne begyndte at organisere sig i en fælles forståelse af, at man udgjorde en arbejderklasse med interesser forskellige fra arbejdsgiverne (eller kapitalisterne som modparten ofte blev kaldt). Med inspiration fra bl.a. den tyske teoretiker Karl Marx udvikledes også tanker om at skabe et socialistisk idealsamfund, hvor borgere i fællesskab ejede produktionsmidlerne.

LO oprettes

Arbejderbevægelsen organiserede sig i slutningen af 1800-tallet i tre grene: et socialistisk parti, arbejderkooperationer og fagbevægelsen. Socialdemokratiet skulle arbejde for at skabe et socialistisk samfund, arbejderkooperationerne skulle frigøre arbejdere for den kapitalistiske virksomhedsform, og fagbevægelsen skulle organisere lønarbejderne over for arbejdsgiverne. For at kunne koordinere og styrke arbejdernes kamp for bedre løn- og arbejdsforhold stiftede man i 1898 De Samvirkende Fagforbund (senere omdøbt til LO) som hovedorganisation for de mange mindre fagforeninger.

FTF oprettes

Indtil 1952 var der ingen anden hovedorganisation for lønmodtagerne i Danmark. Men ændringer var på vej. Danmark var ikke længere kun et industri- og landbrugssamfund i 1950. Servicesamfundet skød frem og ud af det voksede en ny gruppe, betegnet som funktionærer og tjenestemænd, hvis arbejdsområder primært var handel- og kontorarbejde eller anden teknisk eller klinisk bistandsydelse uden for industrien. Arbejdet rykkede fra maskinen til skrivebordet.

Erhvervsudviklingen for perioden 1901-1970:

	1901	1921	1930	1940	1950	1960	1970
Arbejderklasse	49,8	49,8	50,3	51,0	49,5	47,8	44,8
Funktionærer	11,7	18,8	20,1	22,3	25,3	29,8	39,5
Selvstændig o.l.	38,5	31,3	29,6	26,7	25,2	22,4	15,7

Kilde: Jørgen Goul Andersen: Mellemlagene i Danmark, 1979, s. 100, tabel 3.6. Goul Andersens ”mellemlag” oversættes her til funktionærer inkl. tjenestemænd.

Den nye gruppe af funktionærer og tjenestemænd følte sig hverken som arbejdere eller kapitalister. De tilsluttede sig heller ikke alle socialismens målsætninger og så ikke nødvendigvis sig selv i et modsætningsforhold til arbejdsgiverne. Alligevel savnede flere af dem en faglig organisation, der var politisk neutral. Ud af det blev FTF (oprindeligt Fællesrådet for danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer) dannet i 1952. FTF betegnede sig som en politisk neutral hovedorganisation, der kæmpede for denne nye tredjestands løn- og arbejdsforhold.

Én samlet arbejderklasse?

Vejen til en mulig sammenlægning af LO og FTF har været præget af mange stridspunkter. En af de centrale konflikter bundede i, at LO og FTF repræsenterede vidt forskellige medlemsgrupper, der ikke havde samme forestillinger om deres identitet som lønarbejdere.

Et LO for alle lønarbejdere?

LO ønskede at være organisationen for alle lønarbejdere. Man betragtede FTF som splittere af arbejderbevægelsen og anerkendte ikke eksistensen af en såkaldt tredjestand, som skulle ligge imellem arbejderne og kapitalisterne. I realiteten havde LO dog svært ved at favne både den traditionelle arbejderklasse bestående hovedsagelig af faglærte og ufaglærte i produktive erhverv, og så den voksende gruppe af funktionærer. Kulturelt, politisk og økonomisk var der store forskelle mellem disse grupper af lønarbejdere.

Beklædning var en af de klare ydre markører, der adskilte arbejderne og funktionærerne på Stellings farve og lakfabrik i 1917. Foto: Arbejdermuset & ABA

Også inden for LO skete der et skifte i medlemssammensætningen efter 1960’erne, hvor funktionærgruppen voksede forholdsmæssigt mere i antal end de traditionelle arbejdere.

Graf baseret på tal i Arbejdernes Historie i Danmark 1800-2000,af Lars K. Christensen, Søren Kolstrup og Anette Eklund Hansen, SFAHs skriftserie nr. 46, 2007, s. 255.

FTFs forestillinger om en tredjestand

FTF havde en mere klart afgrænset selvforståelse som repræsentant for en tredjestand, der hverken var arbejdere eller kapitalister. Deres medlemmer havde begrænset tilknytning til den traditionelle arbejderbevægelses fag eller ideologi. FTF-medlemmerne så ikke sig selv som ”arbejdere”, men derimod som funktionærer og tjenestemænd, de ønskede ikke at indgå i en organisation, der støttede Socialdemokratiet så direkte som LO.

FTF havde ikke LO’s fokus på, at der var en interessemodsætning mellem lønarbejderne og arbejdsgiverne. Dette kom også til udtryk i de forsøg FTF i løbet af 1950’erne gjorde på at ændre funktionærloven fra et horisontalt princip til et vertikalt princip. Hermed kunne alle lige fra yngste mand til lederen organiseres under samme fagforening. LO protesterede stærkt mod dette, da man mente, det ville undergrave hele den danske model, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere organiserede sig hver for sig.

“Det rumles og spekuleres i funktionærspørgsmålet, og desværre er der organisationsdannelser [FTF, red.], som er villige til at deltage i den spekulation i splittelse og deling af lønmodtagerne, som man øjner mulighed for, ved at forsøge at placere tjenestemænd og funktionærer i en gruppe, der er afvigende fra de øvrige lønmodtagere. En sådan deling vil vi ikke anerkende i LO.” -Citat fra LO-formand Eiler Jensen i maj 1960 (Fællesrådet 1960, nr. 6 s. 93)

“Spørgsmålet er ikke et enten eller, men et både og. FTF har placeret sig på organisationsmarkedet, og her agter FTF at blive” -Leder i FTF’s Fællesrådet (Fællesrådet 1960, nr. 3 s. 35)

De store nye erhvervsgrupper, der voksede frem midt i 1900-tallet begyndte også i stigende grad at organisere sig og stille krav om løn og ansættelsesforhold. Her ses forsorgsarbejdere og unge under uddannelse i protest foran Christiansborg i april 1966. Fotograf: Jens Glargaard/ Arbejdermuseet & ABA

De offentlige ansatte fra kald til kamp

Med årene blev det dog vanskeligere for FTF at fastholde tanken om, at man repræsenterede en særskilt tredjestand. 1960’ernes opbrud i traditionelle autoritetsmønstre og en voksende offentlig sektor bidrog til, at funktionærernes selvforståelse ændrede sig i retning væk fra kaldstanken og hen i mod en højere grad af lønarbejdermentalitet.

Også de fortsatte kampe med både LO og Socialdemokratiet påvirkede FTF’s strategi, og organisationen skiftede gradvis spor i løbet af 1960’erne i retning væk fra tanken om en særskilt tredjestand. I stedet så FTF sig som et supplement til LO, der kunne organisere grupper i samfundet uden for LO’s rækkevidde.

Grænsestridigheder

Et stridspunkt mellem FTF og LO bundede i, at organisationerne gensidigt beskyldte hinanden for at “stjæle” medlemmer fra de tilsluttede fagforeninger.

Hvor går grænserne?

I perioden 1952 og frem til 1973 kæmpede FTF og LO indædt om medlemmerne. Der var et hav af grænsestridigheder omkring, hvor lønarbejderne skulle organiseres. Særligt HK, der var medlem af LO havde igennem perioden utallige stridigheder med FTF om medlemmer. Ifølge HK stjal FTF-fagforeningerne medlemmer fra HK, og ligeledes fløj beskyldningerne den anden vej. Dansk Funktionærforbund (senere Serviceforbundet), der blev stiftet allerede i 1911, lå også under LO, og det gav også anledning til en række grænsekonflikter.

Dansk Funktionærforbund (senere Serviceforbundet) var et forbund for funktionærer under LO. De kom i konkurrence med FTF. Her holder de kongres i Århus i 1933. Foto af Atelier Riis Knudsen/Arbejdermuseet & ABA.

I løbet af 1960’erne stod det dog klart for både LO og FTF, at grænsestridighederne ikke var nyttige for hverken LO, FTF eller lønmodtagerne som helhed.

“Vi er i længden ikke tjent med at have en grænse, der minder om den israelske-arabiske, hvor man nu og da springer over og affyrer nogle skud. Det har begge parter indset.” -Citat fra LO-formand Thomas Nielsen 1970 (Fællesrådet 1970, nr. 1 s. 9) om de mange kampe om medlemmerne mellem LO og FTF.

Frem mod ”borgfreden”

I 1967 blev en mundtlig fælles opfordring til en såkaldt ”borgfred” indgået, og i løbet af de følgende år intensiveredes forhandlingerne om at slutte grænsestridighederne. At der var sket udskiftninger i toppen af både LO og FTF bidrog til det mildere forhandlingsklima. Og trods stærk intern modstand lykkedes det i 1973 (opsagt i 2005) at underskrive en aftale mellem LO og FTF, der opstillede procedurer for at løse de nuværende og kommende grænsestridigheder i et fælles mæglingsnævn.

Aftalen opdelte organisationsområdet for funktionærer og tjenestemænd i tre dele: LO’s område, FTF’s område og et område, der ikke var dækket af overenskomst. Samtidig forpligtede forbund under LO og FTF sig til ikke at gå på medlemsjagt hos hinanden. En fred var opnået: LO og FTF anerkendte hinandens eksistensberettigelse.

“Jeg tror, at med vedtagelserne vil det kunne blive en fortsættelse af samarbejdet mellem to ligeberettigede lønmodtagerorganisationer i dette land, FTF og LO (bifald)” -LO-næstformand Kai Petersen på FTF-kongres i 1972 om borgfredsaftale (Fællesrådet 1972, nr. 10 s. 254)

Politisk neutralitet?

Endnu et stridspunkt, som har besværliggjort et samarbejde mellem FTF og LO gennem årene, er de gensidige anklager om, at modparten havde politisk slagside. LO støttede aktivt Socialdemokratiet, hvilket FTF afviste at gøre. Og LO beskyldte til gengæld FTF for at være borgerlige og ikke anerkende interessemodsætningerne i samfundet.

Gensidige anklager om politiske bånd

LO beskyldte særligt i 1950’erne FTF for at være borgerlig og begrundede dette medat CDF (Centralforeningen af Danske Funktionærforeninger), som var FTF’s forløber og efterfølgende en af de største fagforeninger under FTF, ved sin oprettelse i 1945 og årene frem var borgerligt ledet og havde ført stærke anti-socialdemokratiske kampagner rettet mod HK. At flere af de ledende medlemmer i FTF frem til 1960’erne også stillede op for Venstre og Det Konservative Folkeparti gjorde ikke mistroen mindre.

FTF afviste alle beskyldninger om borgerlige sympatier, men det var offentligt kendt, at FTF havde tæt kontakt til de borgerlige partier, ligesom LO havde kontakt til Socialdemokratiet.

I takt med at gruppen af funktionærer og tjenestemænd voksede voldsomt i løbet af 1960’erne, indledte Socialdemokratiet en mere anerkendende dialog med FTF. Samtidig gled de borgerlige tendenser, der måtte have været i FTF, i baggrunden.

Formand for Dansk Sygeplejerskeråd og næstformand i FTF, Kirsten Stallknect er sammen med LO’s formand Thomas Nielsen mødt op hos Anker Jørgensen i 1973. Kilde: Nielsen, Harry.

LO og båndene til Socialdemokratiet

LO fastholdt derimod sit nære forhold til Socialdemokratiet i det 20. århundrede. Deres fælles historiske ophav i den socialdemokratiske arbejderbevægelse gav stærke bånd. Gradvis mindskedes den formelle sammenkobling af fagbevægelse og parti. I 2003 droppede LO officielt partistøtten til Socialdemokratiet, hvilket har haft en afgørende betydning for en evt. fusion. Det afholdte dog ikke LO fra i 2011 at være medafsender på Socialdemokratiets valgoplæg “Fair Løsning”. Om dette stridspunkt er løst, må derfor være åben for fortolkning.

Hvorfor fusion?

LO og FTF har siden 1970’erne nærmet sig hinanden. Særligt efter 2000 har dialogen udviklet sig. I 2005 fremsatte LOs formand Hans Jensen forslag om en egentlig fusion. FTF afviste dog tilnærmelserne, som først blev taget op igen i 2012.

”Fusion står ikke på vores dagsorden overhovedet”-Bente Sorgenfrey, formand for FTF, 2005

Argumenterne for en fusion er da også bestemt også til stede:

For det første er begge organisationer presset på medlemstallet. En sammenlægning vil have den fordel, at man kan skabe en fælles front mod de såkaldt ”gule fagforeninger”, som lige nu erobrer medlemmer fra de traditionelle overenskomstbærende fagforeninger under LO og FTF.
For det andet står både LO og FTF over for arbejdsgivere, der i vid udstrækning centraliserer sig, hvilket lønmodtagerne kan forsøge at stå imod via en fusion.
For det tredje er de traditionelle faggrupper i opbrud. Det er vanskeligt længere at argumentere for en skarp opdeling mellem faglærte/ufaglærte, funktionærer og akademikere.
For det fjerde kan en manglende fusion resultere i en splittelse af lønmodtagerne, der bliver opdelt i de privatansatte hos LO og de offentlige ansatte hos FTF. Dette kan svække lønmodtagerne som helhed.

Men er disse argumenter tilstrækkelige for en sammenlægning af organisationer, der historisk og ideologisk bærer på så forskelligt ophav og identitet?

Gennem de sidste årtier har en række nye grupper meldt sig under fanerne, når der skal demonstreres for bedre løn- og arbejdsforhold. Her står sygeplejersker og DJØF’ere sammen under demonstration ved overenskomstforhandlingerne 2018. Fotograf: Margit Vilstrup