Søg
I 1930’erne bliver lærlingeloven ændret, så læretiden fastsættes til 4 år. De fleste lærlinge bor hjemme i læretiden, for de har ikke råd til andet. Det meste af lønnen går til betaling af kost og logi derhjemme. Hvis lærlingen skal have ferie bliver det også skrevet i kontrakten, men i realiteten afhænger det af mester og svendenes velvilje.
Mesterlære i 30erne
Med lærlingeloven fra 1937 forkortes en lærlings normale læretid med et år. Før 1937 er det almindeligt at læreforholdet har varet 5 år, men nu er det ændret til 4. Mestrene, kan søge dispensation så læretiden forlænges med et år. Går det ikke, er der mange mestre der først ansætter den unge dreng som arbejdsdreng 1 år og bagefter lader ham fortsætte som lærling de næste 4. Og de unge accepterer det, for køen af drenge, der venter på læreplads, er lang. Der er mange lærlinge, der fortæller, at de synes de har lært for lidt som lærlinge og mest har været brugt som arbejdsdrenge. Når lærekontrakten bliver indgået bliver lønnen også aftalt.
For en 14-årig blikkenslagerlærling i Odense i 1939 ser det sådan ud. Læretiden er fastsat til 5 år. Startlønnen 1. år er 5 kr., 2. år 7 kr. 3. år 9 kr., 4. år 11 kr., 41/2 år 13 kr. og 5. år 15 kr. De fleste lærlinge bor hjemme i læretiden, for de har ikke råd til andet. Det meste af lønnen går til betaling af kost og logi derhjemme. I mange kontrakter bliver det indføjet at de første par måneder er prøvetid. Hvis lærlingen skal have ret til ferie bliver det også skrevet i kontrakten, men i realiteten afhænger det af mester og svendenes velvilje.
Blikkenslagerdrenge fra Odense beskriver, hvordan han beder om en uges ferie, og får lov mod at skære et stort antal bøsninger færdig inden. Lærlingen knokler og når at blive færdig med bøsningerne 2 dage før ferien, men det giver problemer, fordi det bliver taget som bevis på, at han har drevet den af før i tiden. En lærekontrakt indeholder også bestemmelser om at lærlingen skal gå på teknisk skole, og afslutte læreforholdet med en svendeprøve, de udgifter skal mester betale. En lærekontrakt bliver skrevet under af lærlingens far eller værge og mesteren.
Lærlingenes Landsforbund og Faglig Ungdom
I 1916 bliver Lærlingenes Landsorganisation stiftet. Organisationen udvikler sig hurtigt til at blive en politisk diskussionsklub, der er domineret af kommunister. Den udsender masser af politiske resolutioner, men gør ikke mange forsøg på at løse de egentlige lærlingeproblemer på arbejdspladserne. Lærlingeorganisationen har en kort levetid, for i 1922 bliver den nedlagt af de voksnes organisation De samvirkende Fagforbund DsF, der i stedet beslutter at lærlingene skal organiseres i afdelinger under de enkelte forbund. Det kommer aldrig til at fungere, så helt frem til 1931 er der ingen lærlingebevægelse i Danmark.
Verdenskrisen i 1929 er begyndelsen på den arbejdsløshedsbølge der et par år efter rammer Danmark. Det betyder at lærlinge- og ungarbejdere, den dag de får svendebrevet eller fylder 18 år, bliver fyret. De har ikke ret til understøttelse, fordi de ikke kan blive optaget i en A-kasse. Den 10. februar 1931 opretter lærlingene på eget initiativ Faglig Ungdom, uafhængigt af DsF. Et af de vigtigste spørgsmål bliver at sikre lærlinge ret til medlemsskab af en A-kasse. De næste 12 år opnår Faglig Ungdom adskillige resultater f.eks. forbedring af lærlingeloven og af undervisningen på de tekniske skoler samt oprettelse af lærlingehjem.
Desuden står FU bag studiekredse og højskoleophold. Men FU kommer på kant med DsF, der i 1943 får gennemført strukturændringer, så FU bliver underlagt DsF. DsF synes at FU er blevet for selvstændige i deres formulering af faglige spørgsmål om lærlinge- og ungarbejderpolitikken. FU har udviklet sig til en “ungdomsbevægelse” frem for det sommerlejr- og studiekredssekretariat, som DsF har tænkt sig. Indblandingen fra DsF vækker vrede i FU og efter 2. verdenskrig er der kun 4 FU-afdelinger tilbage.
Aftenundervisning på tekniske skoler
En lærling i 1930ernes Danmark har en meget lang arbejdsdag. For ud over den almindelig arbejdsdag i lærepladsen hos en mester, skal lærlingen på teknisk skole om aftenen. Normalt møder lærlingen i sin læreplads fra kl. 7-16 og derefter skal han skynde sig at få spist inden han skal møde på teknisk skole kl. 17.30-20.
Henry Grünbaum, der er med til at stifte FU, fortæller om, hvordan han og hans kæreste lige akkurat kan nå at mødes i Botanisk Have efter arbejde. Her når de at snakke lidt og dele en madpakke, før han må skynde sig videre til aftenundervisningen på teknisk skole.
Efter teknisk skole er der ofte lektier, så der er ikke meget fritid om aftenen. Lærlinge der bor på lærlingehjem skal være hjemme senest kl. 23, for der bliver døren lukket, og når de det ikke må de gå rundt på gaden til næste morgen. Mange lærlinge betragter kurserne på teknisk skole som en meget sur pligt. Timerne ligger om aftenen efter normal arbejdstid og undervisningen er ofte dårlig.
Der er meget teori, og det gør det svært for de elever, der har haft en dårlig eller mangelfuld skolegang i grundskolen. Et af FU’s hovedkrav er afskaffelsen af aftenskolen og indførelse af dagundervisning på teknisk skole i arbejdstiden. Det krav bliver først imødekommet i 1964.
Mangel på lærepladser
I en erhvervsvejledning udgivet af centralarbejdsanvisningskontoret i København i 1930 hedder det:
“For unge mennesker, der afslutter deres Skolegang i 14-15 års alderen vil det ofte være en fristelse at afstaa fra en egentlig Lærlingeuddannelse til fordel for en bedre lønnet Plads som bud eller Arbejdsdreng. Hvor de økonomiske forhold ikke netop tvinger hertil, bør denne fristelse ikke blive afgørende. Som bud eller arbejdsdreng læres ikke meget og Udsigten til at skabe sig en betryggende Stilling senere i livet er kun ringe”. Men for mange unge er det ikke et spørgsmål om at vælge mellem en ufaglært budplads eller en læreplads, for der er ikke lærepladser nok.
I det hele taget er 30’ernes Danmark præget af stor arbejdsløshed, og arbejdsområder, der før har været forbeholdt de unge f.eks. svajere, bliver nu overtaget af de voksne. Mange unge presses ud af arbejdsmarkedet. Der opstår tanker om, at det, for at sikrer flere lærepladser til de unge, kan blive nødvendigt at forkorte læretiden, og det sker med lærlingeloven i 1937. Her forkortes læretiden fra 5-4 år.
Mestrene er sure for så har de kortere tid til at tjene penge på en trænet lærling. I praksis bliver det ofte sådan at lærlingen først er arbejdsdreng 1 år og derefter fortsætter som lærling de næste 4. Forskellen mellem en lærlings- og en udlært svends løn er stor, derfor er det økonomisk fordelagtigt for mestrerne at fyre lærlingene umiddelbart efter de er uddannede. Det medfører et forslag om at oprette værkstedsskoler for nyuddannede lærlinge, hvor de kan udvidde deres faglige færdigheder og holde sig ajour med udviklingen i faget i arbejdsløshedsperioden efter endt læretid.
Lærlinge i 70’erne
I 1972 stifter lærlingene på eget initiativ Lærlingenes og Ungarbejderens Landsorganisation LLO. LLO’s selvstændighed i forhold til fagbevægelsen gør, at organisationen får karakter af en massebevægelse for ungdommen, hvor det i høj grad er venstrefløjen og især medlemmer af Danmarks Kommunistiske Ungdom DKU, der er aktive.
Lærlingebevægelsen radikaliseres
1960’erne er ungdommens årti. Det er et årti med en stor materiel vækst, hvor de unge får deres helt egen musik -rocken – og hvor adgangen til en uddannelse bliver mere fri. Der er mulighed for at vælge. Med ungdomsoprøret bliver kampen mod de voksne og autoriteterne central. Den udvikling fører til at unge bliver meget mere politiske bevidste end før, og i starten af 70erne er de politisk bevidste unge placeret på venstrefløjen, hvor der opstår en lang række forskellige marxistisk orienterede partier. Radikaliseringen af ungdommen bliver også tydelig blandt lærlingene.
Ungdommens nye værdier virker som en chokbølge på det etablerede samfund og på fagbevægelsen, som bliver betragtet som en stivnet del af samfundet. LO iværksætter forhandlinger med de unge i Faglig Ungdom om stiftelsen af en landsorganisation for faglige unge, men der er for store uenigheder, så de voksnes støtte til lærlingene bliver i første omgang økonomiske tilskud. I 1972 stifter lærlingene på eget initiativ Lærlingenes og ungarbejderens Landsorganisation LLO. LO får en plads i hovedbestyrelsen og de første par år er samarbejdet forholdsvist gnidningsløst.
Men LLO’s selvstændighed i forhold til fagbevægelsen gør, at organisationen får karakter af en massebevægelse for ungdommen, hvor det i høj grad er venstrefløjen og især medlemmer af Danmarks Kommunistiske Ungdom DKU, der er aktive. LLO laver mange aktioner og selvstændige politiske initiativer også i fredsbevægelsen og på andre områder som ikke er direkte fagpolitiske, og i 1976 beslutter LO endeligt at slå hånden af LLO, som de ikke længere kan kontrollere. LO’s økonomiske støtte forsvinder, og LLO må klare sig med tilskud fra venstreorienterede forbund og fagforeninger.
Mesterlære
I 1970’erne er der en afmatning i antallet af unge, der søger i mesterlære, men alligevel er der mangel på lærepladser. Det skyldes bl.a. at en lang række små virksomheder er blevet tvunget til at lukke, fordi de er blevet udkonkurrerede af større og mere specialiserede. Mange unge ser en mesterlæreplads som meget lidt attraktiv. Mesterlæreuddannelsen er ikke fulgt med tiden. Det, en lærling får ud af at være i et læreforhold, er nærmest fuldstændigt afhængig af mesters velvilje.
Det er kun i meget få lærepladser, at man som lærling stifter bekendtskab med alle fagets facetter. De fleste steder indgår lærlingen i produktionen i virksomheden fra første dag, og da den tit er specialiseret bliver den faglige uddannelse meget begrænset. Der er også mange svende, der nægter at have en lærling gående. Svendene er ofte på akkord, og det går ud over dem, hvis de skal bruge tid på at lære en lærling op. I mesterlæreuddannelsen er der et krav om, at en del af læreforholdet skal foregå på teknisk skole. Men heller ikke her er undervisningen fulgt med tiden, på trods af at både folk fra fagforenings- og arbejdsgiverside er med til at udforme indholdet i den.
Et samarbejde mellem Faglig Ungdom og en gruppe studenter i Århus fører i begyndelsen af 1970’erne til en undersøgelse af lærlinges forhold, der senere udgives. Af undersøgelsen fremgår det at 22 pct. af lærlingene udfører “ikke fagligt” arbejde i arbejdstiden, som f.eks, at gå mesters kone til hånde eller ordne mesters have. En lærling fortæller: “Vi er 8 lærlinge på min arbejdsplads, og jeg tror ikke. der er to, der får den samme behandling og uddannelse. Man kan sige det på den måde, at hvis man ikke er svineheldig og forstår at sno sig på den rigtige måde over for mester og svende, så bliver man røvet konstant og får en helveds dårlig uddannelse”.
EFG – De Erhvervsfaglige Grunduddannelser
Fra slutningen af 60’erne begynder diskussionerne om en revidering af lærlingeuddannelserne. Den nye teknologi og dermed øgede specialisering af arbejdsprocesserne i industrien gør, at både fagbevægelsen og arbejdsgiverne kan se, at en almindelig mesterlæreplads, hvor lærlingen indgår i virksomhedens forefaldende arbejde, ikke længer kan danne basis for en lærlinge uddannelse, hvor lærlingen lærer alle fagets områder at kende. Fra lærlingeside er mesterlæresystemet blevet kritiseret kraftigt, og færre og færre unge søger en håndværksmæssig uddannelse.
Fra begyndelsen af 1970’erne bliver der iværksat en række forsøg med en erhvervsfaglig grunduddannelse efg. Tanken er at alle, der begynder et lærlinge forløb, bruger det første år på en teknisk skole. Basisåret skal have en stor faglig bredde, så man f.eks. inden for bygge- og anlægsområdet stifter bekendtskab med murer-, snedker-, tømrer og elektrikkerfaget. Samtidig skal basisåret være præget af almendannende fag som dansk, matematik og samfundsfag.
Først i 1977 bliver loven om efg vedtaget, og vejen bort fra mesterlæresystemet ser ud til at være lagt. Men efter 1973 er Danmark præget af en stor økonomisk krise, hvor virksomheder lukker, og arbejdsløsheden stiger. Det betyder at det bliver meget svært at finde praktikpladser for de nye efg-lærlinge. I nogle fag, f.eks. blandt smedene, ser man skævt til efg-systemet – en “rigtig” læreplads er stadig en mesterlæreplads. Der har været mange reformer på lærlingeområdet og det er forventet at erhvervsuddannelserne i løbet af år 2000 igen skal have grundforløbsindgange, i stil med basisåret på efg.
Restgruppen
Mulighederne for at få en uddannelse i 1990’erne er blevet bedre, også for de socialt dårligst stillede. Der er flere og mere varierede uddannelsestilbud, end der har været før. Der er blevet gjort en indsats for at også unge, der ikke traditionelt før i tiden har taget en uddannelse, påbegynder en nu.
Flere og flere går i skole i længere tid. Alligevel er der stadig en gruppe unge, der aldrig kommer videre i uddannelses-systemet end til afslutningen af folkeskolen Den gruppe unge bliver ofte kaldt restgruppen.
Der findes mange forskellige bud på, hvor stor denne gruppe er. I følge en undersøgelse fra Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut AFK er der stadig 10.000 unge i hver ungdomsårgang, der aldrig får gennemført en erhvervsuddannelse. De er i fare for at ende på overførselsindkomst. Torben Pilegård, der har været ansvarlig for AFK’s undersøgelse, peger på at udover “den sociale arv” er det erhvervsudannelsernes form og indhold, der rummer en stor del af forklaringen.
I en kronik i Politiken 24. april 1998 slår undervisningsminister Margrethe Vestager fast, at der er sket fremskridt i forsøget på at minimere restgruppen. Kun 5 pct. af de unge forlader uddannelsessystemet efter folkeskolen. Det svarer til en halvering i forhold til for 15 år siden. 80 pct. af de unge, der starter på en erhvervs- eller gymnasial uddannelse, gennemfører. For 15 år siden var tallet 70 pct. Men det betyder, at der stadig er 20 pct. af de unge, som kommer videre efter folkeskolen, der dropper ud af uddannelsessystemet. Margrethe Vestager mener, at man fremover skal satse på at gøre noget for de svageste unge. Det er indsatsen i forhold til dem, der skal være den reelle måde at opgøre velfærd på.
