Feministiske pionerer

En række danske og udenlandske socialister var foregangskvinder for feminismen inden for den internationale arbejderbevægelse i starten af det 20. århundrede. Her kan du se en oversigt over nogle af dem, der satte kvindekampen på dagsordenen i arbejderbevægelsen.

Nina Bang ( 1866- 1928)

M20080408013

Minister, historiker. NB blev magister i historie i 1894. Fra 1898 arbejdede hun som journalist på Socialdemokraten. I de første år var det særligt arbejderkvindernes
sag, der optog hende, men hun mente gennem hele livet at klassekampen kom før kønskampen. NB kom i Hovedbestyrelsen i Socialdemokratiet 1903 og tilhørte fra dette tidspunkt partiets inderkreds. 1913-1917 var NB valgt ind i Borgerrepræsentationen, og fra 1918 fik hun plads i Landstinget. Hun blev Danmarks første kvindelige minister i Staunings regering 1924-1926.

Se Nina Bangs arkiv

Andrea Brochmann ( 1868-1954)

M20090324029

Fagforeningsformand, politiker. AB var uddannet herreskrædder og var formand for De Kvindelige Herreskrædderes fagforening 1897-1909.
Udover det faglige arbejde var AB engageret i socialdemokratisk politik hele sit liv, hvor hun især arbejdede for kvin-dernes interesser. Hun var med til at starte Socialdemokratisk Kvindeforening i 1908 og var dens formand fra 1912-1935. Hun repræsenterede Socialdemokratiet i Københavns Borgerrepræsentation 1917-1943 og sad i Landstinget 1926-32 og 1933-1940. Hun var desuden medlem af Dansk Kvindesamfunds fællesstyrelse og forretningsudvalg 1922-1932.

Helene Berg ( 1869- 1955)

Kvindesagsforkæmper. HB var stærkt socialt engageret og optaget af kampen for kvindernes ligestilling. Hun var aktiv i Dansk Kvindesamfund og blev senere også medlem af Socialdemokratiet. Omkring 1910 arbejdede hun nogle år på Socialdemokraten som journalist.

Marie Christensen (1871- 1945)

A20100608013

Forbundsformand og politiker. MC stiftede i 1899 Københavns Tjeneste-pigeforening og gjorde et stort arbejde for at organisere husassistenter og professionalisere husassistenternes arbejde. Hun grundlagde i 1906 Husassistenternes fagskole. Fra 1904-1927 var hun formand for Husassi-stenternes Forbund. Hun var endvidere i lange perioder redaktør for forbundets fagblad. Fra starten af 1900-tallet kæmpede MC for kvindernes og tjenestefolks valgret og blev selv indvalgt i Borgerrepræsentationen fra 1917-1921. Hun tog i 1935 initiativ til oprettelsen af Husassistenternes Byggeforening og alderdomshjem.

Se arkivet for Hussassistenternes Byggeforening.

Henriette Crone ( 1874 – 1933)

M20090324035

Fagforeningsformand, politiker. HC var trykkeriarbejderske, men blev i 1906 formand for De kvindelige Trykkeriarbejderes fagforening. En post hun havde til sin død i 1933 HC var politisk aktiv for Socialdemokratiet. Hun sad i Borgerrepræsentationen 1909-1913, og i Landstinget fra 1920-1933. HC repræsenterede arbejderbevægelsen i flere internationale kvindeorganisationer: fra 1925 sad hun i International Federation of Trade Unions kvindekomite, fra 1925 i Socialistisk Arbejderinternationales kvindekomite og fra 1932 medlem af ILOs rådgivende kvindekomite.

Se Henriette Crones arkiv.

Anna Jensen (1867- 1961)

A20100608039

Fagforeningsformand og politiker. AJ var syerske og blev 1909 medlem af bestyrelsen i De kvindelige Herreskrædderes fagforening, hvor hun gjorde et stort arbejde for at organisere syerskerne. I 1915 blev hun næstformand og 1923-1930 formand for foreningen. Hun sad desuden i hovedbestyrelsen for Dansk Skrædderforbund 1919- 1941. AJ var medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet fra 1913-1937.

Anna Johansen (1867- 1936)

Fagforeningsformand og politiker. AJ var syerske og blev i 1899 medlem af bestyrelsen i De kvindelige Herreskrædderes fagforening og var 1899-1901 næstformand. Hun var derefter formand for foreningen 1909-23, og igen fra 1930-1936. Hun sad i Borgerrepræsentationen fra 1909-1936.

Helga Larsen ( 1884-1947)

F20100831001

Fagforeningsformand, politiker. HL var bryggeriarbejder. Hun kom i bestyrelsen for De kvindelige bryggeriarbejderes fagforening i 1903. Fra 1908-1927 var hun formand for fagforeningen. HL var politisk aktiv i Socialdemokratiet og sad fra 1913-1947 i Borgerrepræsentationen. HL blev som den første socialdemokratiske kvinde valgt ind i Folketinget i 1918 og sad der til 1937. Hun var endvidere forstander for husvildeforsorgen i København fra 1934.

Se arkivet for de Kvindelige Bryggeriarbejderes Fagforening.

Elisabeth Mac Jørgensen (1886- 1919)

A20100608041

Faglig og politisk aktiv. EMJ arbejdede som kontorassistent. Hun var faglig aktiv i HK og blev 1909- 1911 næstformand i HK, Københavns afd. Hun var aktiv i Socialistisk Ungdomsforbund, men meldte sig i 1908 ind i Socialdemokratiet. Her var hun med til at stifte Socialdemokratisk Kvindeforening i 1908 og blev foreningens første formand. I 1910 var hun sammen Nina Bang hovedarrangør for den internationale socialistiske kvindekongres i København. Efter 1912 trak hun sig ud af politisk arbejde.

Se arkivet for Socialdemokratisk Kvindeforening.

Hildura Mouritsen

Trykkeriarbejder. HM kom i bestyrelsen for De kvindelige trykkeriarbejdere i 1903 og blev næstformand i 1906. Hun var aktiv i Socialdemokratiets 3. kreds i København og var foreningens repræsentant ved Den internationale kvindekongressen i 1910.

Se arkivet for De kvindelige Trykkeriarbejdere.

Camilla Nielsen (1856- 1932)

A20100608001

Filantrop, politiker. CN blev valgt til bestyrelsen for Frederiksbergs Hjælpekasse i 1908. I 1910 kom hun i ledelsen af Foreningen for Hjælpekasser i Danmark Fra 1917-1931. Det sociale arbejde fortsatte hun som leder af Frederiksberg Folkekøkken. Det kvindepolitiske engagement udviklede hun ved at sidde i bestyrelsen for Socialdemokratisk Kvindeforening, hvilket førte til at hun blev en meget benyttet taler. 1917-1932 repræsenterede hun Socialdemokratiet i Frederiksberg Kommunalbestyrelse.

Emma Petersen

Deltog som repræsentant for Konfektionssyerskernes fagforening af 1909 ved anden internationale socialistiske kvindekongres i København i 1910.

Se arkivet for Konfektionssyerskernes fagforening af 1909.

Sofie Rasmussen 1882-

F20130715014

Forbundsformand og politiker. SR var i ca. 1900 med til at stifte en fagforening for tændstikarbejdere i Randers. Foreningen indgik i Kvindeligt Arbejderforbund ved dets stiftelse i 1901. Hun var meget aktiv i fagforeningen og blev valgt ind i KADs hovedbestyrelse i 1906. I 1910 blev hun forbundsformand for Kvindeligt Arbejderforbund og forblev på posten til 1923. SR var redaktør af Kvindernes Fagblad fra 1923. SR blev desuden indvalgt i Borgerrepræsentationen i 1913.

Se arkiver fra Kvindeligt Arbejderforbund i tiden hvor SR var formand.

Kata Dalström ( 1858-1923)

Rejste rundt i Sverige og agiterede for at arbejderne skulle tilslutte sig Socialdemokratiet. Deltog i 1910 kongressen i København. Hun var uenig i partiets forsigtige politik og meldte sig i 1917 ind i det svenske kommunistparti.

Alexandra Kollontaj (1872- 1952)

F20100831023

Russisk politiker, feminist og forfatter. AK blev aktiv i det russiske socialdemokratiske parti fra 1899, men deltog på bolsjevikkernes side i revolutionen. Hun var folkekommissær for sociale anliggender 1917-1918. Hun var i en årrække diplomat i Norge og Sverige. AK var gennem hele livet stærkt engageret i arbejderkvindernes kår, kvindernes frigørelse og ligestilling i samfundet.

Margaret MacDonald

Ledende medlem af den engelske Women´s League og forkæmper for kvindernes stemmeret indenfor Labour.

Adelheid Popp (1869-1939)

F20100831073

Østrigsk socialdemokratisk politiker. AP var en fremtrædende leder i opbygning af den faglige og socialdemokratiske kvindebevægelse i Østrig og var 1892-1904 redaktør af bevægelsens blad: Arbeiterinnenzeitung. Hun var ligeledes ak tiv i opbygningen af den internationale socialistiske kvindebevægelse. Fra 1919-1934 var AP medlem af det østrigske parlament.

May Wood-Simons

Delegeret for det amerikanske Socialdemokrati på 1910-kongressen.

Clara Zetkin (1857- 1933)

F20100831062

Tysk socialistisk politiker og kvindeorganisator. CZ var både politisk og teoretisk med til at udvikle det tyske socialdemokratiske parti. Hun deltog i II internationales stiftelseskongres i 1889. CZ var en pioner i organiseringen af de tyske arbejderkvinder og udviklede vigtige bidrag til den marxistiske teori om arbejderkvindernes frigørelse. Hun grundlagde og redigerede det socialdemokratiske kvindetidsskrift Die Gleichheit fra 1891-1917. Hun tog endvidere initiativ til de socialistiske kvindekongresser, hvor Die Gleichheit blev et vigtigt bindeled for den internationale socialistiske kvindebevægelse. CZ meldte sig i 1919 ind i det tyske kommunistparti og sad i Rigsdagen for partiet 1920-1933. 1921-1933 var hun medlem af III Internationales eksekutivkomite og leder af Internationalens kvindesekretariatet.

HELE DANMARKS STAUNING

Thorvald Stauning var et fyrtårn i dansk politik og er den statsminister, der har siddet længst tid på magten i det 20…

MED LOVEN ELLER UDEN

I 1871 er leveforholdene for de dengang få industriarbejdere i Danmark forfærdende. Men da arbejd…

KAMPEN OM TIDEN

Arbejde 48 timer om ugen. Det lyder af meget for en dansk lønmodtager anno 2019. Men 100 år tidligere var netop…

Få nyheder

MODTAG NYHEDER OM ARBEJDERMUSEET

Tilmeld dig Arbejdermuseets nyhedsbrev og bliv den første til at få besked om tilbud, udstillinger, arrangementer og unikke fordele.