Tilbage til kalenderen

Læsekreds 

Læste landarbejderne i begyndelsen af 1900-tallet litteratur? Bliv klogere på dette spørgsmål i denne læsekreds, hvor vi dykker ned i poesi og litteratur i landarbejdernes fagblade. Læsekredsen undersøger forbindelsen mellem litteratur og landbrug, mellem ord og oprør.

Type Litteratur
Dato Torsdag 19. november
Tidspunkt 16.30 - 17.30
Pris 200 kr for alle 3 gange

Litteratur og landbrugsrevolutioner

I læsekredsen ”Litteratur og landbrugsrevolutioner” udforsker vi den politiske litteraturs forhold til landbruget fra fortid til nutid. 

De tre sessioner ledes af forskere fra Arbejdermuseets aktuelle projekt Fagpressens glemte kultur- og litteraturhistorie. Det materiale zoomes der ind på i den første session, hvor vi læser og diskuterer eksempler på det litterære indhold i ’Tyende-Bladet’ og ’Landarbejderen’. Det bliver både klassikere og kuriositeter. 

De næste to gange følger vi landsbrugslitteraturens videre udvikling. Første stop er 1970’er-teksters livtag med landbrug, miljø, nye livsformer og utopier. Vi ender i samtiden med Malte Tellerups roman ”Hedeselskabet”, som drøftes i lyset af de aktuelle kulturkampe og politiske reformationer af dansk landbrug. 

Teksterne til første gang kan tilgås i museets database, der som en del af forskningsprojektet nu rummer ca. 100.000 siders digitaliserede og frit tilgængelige fagblade.  

Det øvrige læsemateriale udleveres.  

Det koster 200 kr. at deltage både den 5., 12. og 19. november. Alle dage er inklusive i denne billet.

Som et ekstra tilbud indgår litteraturarrangementet Malte Tellerup – Landbrugsrevolution i prisen.  

Vi genopliver Arbejdernes Læseselskab

En af de første foreninger, der blev stiftet i Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning var Arbejdernes Læseselskab i 1879. Læseselskabet sikrede, at arbejdere fik adgang til at låne bøger og gå til foredrag med tidens tænkere og forfattere.

Da forsamlingsbygningen slog dørene op, var folkebiblioteket ikke opfundet, og det var de færreste, der havde råd til at købe en bog, ikke alle kunne læse og de fleste arbejdede så meget, at kultur og fritid kun var en drøm.

Arbejdermuseet har genoplivet Arbejdernes Læseselskab og indbyder til arrangementer med fokus på litteratur, viden og oplysning.

Få nyheder

MODTAG NYHEDER OM ARBEJDERMUSEET

Tilmeld dig Arbejdermuseets nyhedsbrev og bliv den første til at få besked om tilbud, udstillinger, arrangementer og særlige fordele.