Samlinger A-å
Arkiver
Arkivet rummer organisationsarkiver, partiarkiver, kooperative arkiver og personlige arkiver. Nedenfor kan du få et overblik over de mange forskellige arkiver. Du kan få adgang til de fleste i vores database.
Fagforbund
LO/FH’s arkiv udgør med sine ca. 1 ½ hyldekilometer det absolutte største arkiv i arkivsamlingen, men også HF-fagforbund som eksempelvis 3F, Metal, HK, BUPL samt mange af disse og andre lokale fagforeninger og arbejdspladsklubber er også repræsenteret med betydelige samlinger i arkivet. Det er også er tilfældet med Akademikernes Centralorganisations arkiv.
Læs mere om faglige arkiver her
Partier
Partiarkiverne tæller Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten samt tidligere tiders partier som eksempelvis VS, DKP, Fælles Kurs, KAP, SAP og alle mulige små partilignende grupper på den politiske venstrefløj.

Kulturelle og sociale foreninger
Arkiver, som dækker over kulturelle, sociale m.v. foreninger, er også at finde i arkivsamlingen. Her kan nævnes Arbejdernes Oplysningsforbund, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, venskabs- og solidaritetsforeninger fx Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen.
Kooperation
Arkiver fra kooperative selskaber som eksempelvis Arbejdernes Fællesbageri, Arbejdernes Andelsboligforening (AAB), Mælkeriet Enigheden og A-pressen er også en del af arkivets samlinger.

Personarkiver
Personarkiverne, herunder særligt privatarkiverne af socialdemokratiske statsministre er sammen med LO/FH-arkivet og partiarkiver de mest populære arkiver af arkivets brugere. Med undtagelse af Wilhelm Buhls Arkiv har arkivet alle øvrige socialdemokratiske statsministres arkiver fra Thorvald Stauning til Helle Thorning-Schmidt. Ud over statsministerarkiverne har arkivet en lang række øvrige personarkiver, som på forskelligvis har været med til at forme den danske fagbevægelses historie, bl.a. Danmarks første kvindelige minister, Nina Bangs arkiv.
Aviser
Avissamlingen indeholder danske venstrefløjsorganisationers ugeaviser, dagblade o.lign. samt deres tillæg. Vi har også en stor samling udenlandske arbejderaviser, som ikke kan ses andre steder i landet, primært fra efter 1945. Alle materialer kan bestilles til læsesal.
Ejerløse aviser i Mediestream kan tilgås via Arbejdermuseets WiFi på læsesalen.
BØGER
Bogsamlingen spænder bredt i materialetyper. Nedenfor ses hovedgrupperne.
Videnskabelig litteratur
Faglitteratur om socialistisk teori, arbejderbevægelse og arbejderliv i bred forstand. Hovedfokus er på nordiske udgivelser, men samlingen indeholder også et for Norden unikt udvalg af historisk engelsk- og tysksproget litteratur om venstrefløjens politiske ideologier og arbejderbevægelsen i andre lande. Vi har også titler på andre sprog, blandt andet mere end 1000 titler på fransk.
Agitation og bevægelsens udgivelser
Kampskrifter, politiske analyser, jubilæumsskrifter om fagforbund og kooperative foreninger mm. Andre mere specielle materialer er f.eks. arbejdsmarkedsspecifikke udgivelser, herunder overenskomster, samarbejdsaftaler, lønstatistikker, materialer fra kurser for tillidsrepræsentanter mv.
Biografier og skønlitteratur
Vi har ca. 5000 biografier over enkeltpersoner. Mange findes kun hos os og ikke kan lånes fra andre biblioteker i Danmark.
Arbejderlitteratur er i vores bibliotek bøger som i bred forstand bearbejder temaer som arbejderklasse og arbejderliv og de idéer det omgærdes af, og altså ikke begrænset til f.eks. agiterende litteratur. Du kan se vores skønlitteratur til udlån her.
ERINDRINGER
Arkivet indeholder erindringer fra forskellige større og mindre indsamlinger. Indsamlingerne er registreret forskelligt i vores systemer og kan derfor være svære at finde samlet. Her er indgange til de væsentligste:
- Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkivs Erindringsbase indeholder hovedparten af arkivets erindringer, registreret enkeltvis med information om person, livsforløb og emneord.
- Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkivs Erindringssamling I og II og Arbejdererindringer i Aarhus er indgange til indsamlingerne som arkiv.
- Arbejdermuseets erindringsindsamling blandt kvindelige tyrkiske gæstearbejdere
- Arbejdererindringer indsamlet af Bjarne Lundis
- Nationalmuseets Arbejdererindringer 1950-1956 findes som kopi i arkivet.
Faglig samling
Faglig samling indeholder udgivelser fra fagforeninger og -forbund: Beretninger, årsrapporter, referater, regnskaber, protokoller, statistikker mm. samt enkelte jubilæumsskrifter og mindre tryksager. Materialerne er opstillet efter faggruppe. De kan ses her og bestilles til enten hjemlån eller læsesal.,
Faner
De iøjnefaldende faner har siden begyndelsen af 1870’erne været symboler på arbejderbevægelsens idealer og mål. Den enkelte fane udgør en vigtig del af en organisations historie, og samlet er fanerne en del af de kulturelle udtryk, der har været brugt som samlingsmærker ved demonstrationer, fester og arbejdskampe. Den danske arbejderbevægelse fik sin første fane i sommeren 1872, og snart fulgte flere efter.
Vil du se flere af de flotte faner? Dyk ned i gallerierne og kontakt os endelig hvis du sidder tilbage med spørgsmål eller nysgerrighed på mere information: aba@arbejdermuseet.dk

Fotos
Arbejdermuseets omfattende fotosamling rummer omkring 2 mio. billeder, med fotografier indsamlet gennem en lang årrække. Samlingen af pressefotos fra venstrefløjens fagblade og aviser, herunder Aktuelt og Land og Folk, er en af Danmarks største. Herudover har vi modtaget større afleveringer af fra enkelte fotografer. Fotosamlingen viser mange forskellige aspekter af arbejdslivet og arbejderbevægelsen, og dokumenterer nationale og internationale begivenheder.
Cirka 80.000 af vores fotos er digitaliseret. De kan søges frem i vores biblioteksdatabasen og kan bestilles i høj opløsning via fotobutikken. De resterende fotos kan kun ses efter aftale.
Læs om vilkår for adgang og benyttelse af fotos.
Genstande og kunstværker
Siden sin start i 1982 har Arbejdermuseet løbende indsamlet genstande og kunstværker, der fortæller om arbejderbevægelsens og den almindelige arbejders historie. Den første store indsamling lagde grunden til udstillingen om dagliglivet i 1950’erne, der gennem årene har været en bærende del af museets fortælling. Siden er der også blevet samlet genstande ind fra udvalgte arbejdspladser og fagforeninger. Samlingen omfatter tusindvis af værker af kendte og mindre kendte kunstnere og tegnere, der har ladet sig inspirere af motiver fra arbejdernes hverdag og historie.
Arbejdermuseet har i dag en samling på ca. 63.000 genstande og 12.000 kunstværker. Museumssamlingen er et væsentligt bidrag til den danske kulturarv, som Arbejdermuseet varetager i fællesskab med de øvrige museer i Danmark, og den er registreret i Slots- og Kulturstyrelsens fællesmuseale registreringssystem SARA.
Alle genstande og kunstværker er museumsgenstande og de er derfor ikke tilgængelige gennem biblioteket eller arkivet. Forskere kan henvende sig til samlingsinspektørerne om specifikke genstande og kunstværker.

Periodika
Bibliotekssamlingen rummer mere end 6000 forskellige tidsskrifter og fagblade, årbøger og årsberetninger, fra midten af 1800-tallet og frem.
Fagbladene
Den største enkeltgruppe periodika i samlingerne er udgivelserne fra hhv. faglige og politiske organisationer. Samlingen rummer fagbladene fra de første fagforeningers udgivelser 1870’erne og til i dag, hvor flere forbund nedlægger deres medlemsblade, eller kun udgiver dem digitalt. Bladene fra lokale fagforeninger og faglige klubber fra hele landet findes i mange tilfælde kun her. Fagbladene er meget blandede udgivelser med meget bredt sigte, og har været en væsentlig del af arbejdernes organisering og identitetsdannelse lige fra starten.
FOA’s blade fra Tjenestepigernes Blad (1900-1913) til FOA-bladet samt blade fra 9 udvalgte forbund 1870 – 1940 er digitaliseret og kan ses og hentes i vores biblioteksbase. Læs om projektet i Arbejdermuseets Årbog 2025. Vær opmærksom på, at det digitaliserede materiale kan være ophavsretsligt beskyttet.
Medlems- og informationsblade
Ud over hovedudgivelser fra fagforbund kan du også finde nyhedsbreve, årbøger og interne udgivelser fra partier, fagbevægelse, venskabsorganisationer og græsrødder, samt ungdomsblade, syndikalistiske blade og periodika fra international venstrefløj fra socialdemokratisme over kooperation og fagbevægelse til antifascisme.
En del af vores periodika her ikke været udgivet som sådan, men er blevet omdelt i lukkede kredse af forskellige årsager. Eksempler er illegale blade fra besættelsestiden, anarkistiske skoleblade, cirkulærer til tillidsmænd eller fra græsrodsorganisationer.
Videnskabelige tidsskrifter
Biblioteket har en del internationale videnskabelige tidsskrifter inden for vores emnefelt; historie, arbejdsliv, arbejderhistorie, socialistisk teori. Du kan kontakte os og bestille en kopi af en navngiven artikel til egen brug. Du kan også bestille kopien via bibliotek.dk.
Plakater
Museets plakatsamling omfatter plakater fra arbejderbevægelsens organisation i og udenfor Danmark fra ca. 1900 til i dag. Plakaterne er blevet fremstillet i forbindelse med valgkampe, folkeafstemninger, 1. maj arrangementer, freds- og solidaritetsarbejdet såvel som strejker og demonstrationer. Plakater til studiebrug kan ses på læsesalen efter aftale.
Og vil du søge i vores plakatsamling, kan du finde den via vores biblioteks- og arkivdatabase

Læs også om Socialdemokratiets valgplakater gennem tiden og plakater om grundloven.
Sangbøger
Fællessang har været en vigtig del af arbejderorganisering og arbejdsliv, og følgelig har biblioteket en stor samling sjældne sangbøger fra både landsdækkende og udenlandske partier og forbund og lokale og enkeltstående foreninger helt tilbage fra den danske arbejderbevægelses spæde begyndelse.
De fleste sangbøger i biblioteket kan bestilles til enten hjemlån eller læsesal.
Småtryk
Småtryk, eller hverdagstryk, dækker over mindre materialer som er trykt og omdelt ved forskellige lejligheder. Du kan finde flyers, pjecer, løbesedler, kampagneaviser, valgmateriale, festinvitationer, demonstrationsindkaldelser, pressemeddelelser, trykte foredrag og lignende.
Bibliotekets digitaliserede småtryk kan ses i biblioteksdatabasen og hentes via Arbejdermuseets WiFi på læsesalen. De er inddelt efter emne på samme vis som bogsamlingen.
Langt størstedelen af småtrykssamlingen er dog stadig analog. Mange småtryk fra faglige og politiskeorganisationer er registreret på kasseniveau efter forbund og emne og kan bestilles til læsesalen. Søg på “kasse med småtryk” i biblioteksdatabasen.
Størstedelen af vores småtryk fra især politiske partier er endnu ikke registreret i biblioteksbasen. De kan kun tilgås efter aftale. Da biblioteket har begrænsede ressourcer, kan de i perioder være utilgængelige.
Specialer
Biblioteket har i mange år indsamlet specialer, afhandlinger og universitetsopgaver inden for vores emnefelt, eller som er baseret på vores samlinger. Mange af specialerne kan ikke ses andre steder. Du kan fremsøge dem i vores bibliotekssystem.
Hvis du har skrevet om noget inden for vores emnefelt og ønsker at stille dit arbejde til rådighed for andre, så vil vi meget gerne have en kopi. Skriv til os på aba@arbejdermuseet.dk.
… Alt det andet
Arbejdermuseet har mange undersamlinger, som ikke er nævnt ovenfor, f.eks. af musik og noder, eller unikke billedmapper udgivet i særlige anledninger i biblioteket, eller mangfoldigheden i arkivsamlingerne og genstandssamlingen i museet.






