
Unge mennesker har til alle tider følt sig forkerte, været usikre, følt in- og eksklusion i fællesskaber, oplevet begrænsninger på grund af køn, seksualitet, klasse samt etnicitet og yderligere, at de ikke kunne leve op til samfundets eller egne forventninger. Det er brevkasserne unikke kilder til. I denne øvelse, har vi udvalgt historiske brevkasseindlæg sendt til Tove Ditlevsen i brevkassen “Små hverdagsproblemer” i Familie Journalen samt nutidige brevkasseindlæg sendt til Børns Vilkårs ungerådgivning “HØRT” samt GirlTalks brevkasse “Pigetanker“. Vi har renset brevkasseindlæggene for sproglige markører, så man kan ikke læse, om det er historisk eller nutidigt. Det kan derfor overraske eleverne, at det, de tror er nutidige indlæg, er historiske, og at de genopdager følelser, tanker og erfaringer, som fortidens mennesker også har levet med.



