“Ens køn skal da ikke sætte en stopper for, hvem man gerne vil være, og hvad man gerne vil opnå.”
– Elev i 2.G i KVINDELIV, 2023
sådan arbejder vi
I DRØMMEFABRIKKEN arbejder vi aktivt med at skabe kreative og præstationsfri fællesskaber gennem alt fra gratis undervisning, projektarbejder, valgfag og særligt tilrettelagte workshops i samarbejde med NGO’er og organisationer, der er specialiserede inden for arbejdet med unges mentale sundhed. Vi vil gøre brug af gen- og medkurateringer, dialogcirkler, dilemmaarbejde og kreativ samskabelse for på denne måde at etablere et kollektivt sprog om de kampe, som unge kvinder og piger har stået i på tværs af tid.
Gennemgående for vores arbejde er, at vi ikke blot fokuserer på de første og de største, dem der brød glaslofter og sparkede døre, men også på den brede masse og på hverdagskampene for at give mulighed for, at alle kan spejle sig i historiens kampe. Fordi hvis vi kun fortæller om og arbejder med de første og de største, som er unikke enere, så fastholder vi de unges oplevelse af at skulle præstere på alle parametre, og vi kan ende med at bidrage til deres oplevelse af lav selvtillid.
Nutidige møder med historien
Hvordan møder piger og kvinder kulturhistoriens (kvinde)fællesskaber i den tidligere særudstilling KVINDELIV, og hvorfor er det vigtigt? Bliv klogere i den nedenstående video!
SØSTERSKAB – Et fællesskab for ti piger
I maj 2024 stiftede vi et nyt fællesskab i samarbejde med NGO’en GirlTalk. Det blev til “SØSTERSKAB”. Her mødtes vi tre gange uden for museets åbningstid og havde udstillingen KVINDELIV helt for selv. Få et lille indblik i vores fællesskab i galleriet herunder.
”Man får jo helt lyst til selv at gå med, når man hører det her!”
– Elev i 1. G i KVINDELIV, 2023
Ungdommens Folkemøde – Fællesskaber, ensomhed og tabuer på tværs af tid og sted
I september 2024 deltog vi på Ungdommens Folkemøde i samarbejde med organisationen: “Ventilen“, der arbejder for at mindske ensomheden blandt unge mennesker. Til Ungdommens Folkemøde afviklede vi to workshops. Her skulle de unge på baggrund af historiske og nutidige brevkasseindlæg med fokus på ungdomsliv, ensomhed, fællesskab, skam, tabu, kropsforandringer, (u)lykkelig kærlighed og flertalsmisforståelser give gode råd til de anonyme skribenter. De unge vidste bare ikke, om de gav gode råd til et menneske i for- eller nutiden, da vi havde renset indlæggene for tid og sted. Når eleverne skulle gætte på, hvorvidt deres dilemmaer var nutidige eller historiske, skød de forkert. Det, de troede, var historisk, var nutidigt, og det, de troede, var nutidigt, var historisk. Det blev tydeligt for eleverne, at de oplevelser, de som unge går og tumler med i dag, er genopdagelser af, hvad mennesker på tværs af tid og sted har oplevet, følt og tænkt!
Eleverne skrev deres råd ned på brevduer, som de var klar til at sende ud i verden for at aftabuisere det tabuiserede og normalisere det, som vi alle går og bøvler med, men som giver os oplevelser af at være forkerte! Et råd, der gik igen på tværs, var: “gå sammen i fællesskaber og tal om det svære, så kan det blive bedre”.
SØSTERTRÅDE
SØSTERTRÅDE er et åbent og præstationsfrit kulturfællesskab målrettet unge, der har lyst til at blive klogere på pige- og kvindeliv og -kamp på tværs af tid og sted. I SØSTERTRÅDE mødes vi hver den første tirsdag i måneden fra klokken 17 til klokken 19, og vi har museet helt for os selv. Her spejler vi os i og arbejder kreativt og aktualiserende med historien. For eksempel diskuterer vi historiekultur og kollektiv bevidsthed, vi tegner de(t) samfund, vi drømmer om at bo i, vi har vores egne poesi- og erindringsbøger, vi foretager intro- samt ekstroverte slow lookings på både genstande og kunstværker, vi diskuterer brevkasseindlæg, vi diskuterer, hvem der skal have buster, og om vi overhovedet skal have buster i vores egen samtid, og vi udvikler budskabskort, som vi vil sprede ud i verden.
I SØSTERTRÅDE revitaliserer vi arven fra den gamle Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning, hvor Arbejdermuseet i dag har til huse. I forenings- og forsamlingsbygningen stiftede arbejderne blandt andet fællesskaber, klubber, foreninger og venskaber; alt sammen noget, der var med til at styrke deres demokratiske mandat og selvtillid. Med SØSTERTRÅDE ønsker vi med afsæt i det kreative og aktualiserende arbejde at styrke ungdommens livsmod, handlekraft og demokratiske selvtillid, fuldstændig som arbejderne gjorde historisk.
“Det er rigtig rart at komme her og vide, at andre har haft det sådan her før mig. Og at jeg ikke er den eneste.”
– Deltager i SØSTERSKAB, 2024
Vil du læse mere om DRØMMEFABRIKKEN?
Herunder kan du fordybe dig i en booklet over DRØMMEFABRIKKEN, hvor vi har samlet gode råd, erfaringer og læringer fra projektet, og hvor vi har givet ordet til deltagende piger i SØSTERTRÅDE og nogle af projektets samarbejdspartnere. Derudover kan du finde artikler og kronikker, der omhandler arbejdet og indsatserne i DRØMMEFABRIKKEN.
KAN ET RELATIONELT VÆRTSKAB STYRKE UNGES HANDLEKRAFT? – Artikel skrevet af museumsinspektør, Amalie Stærke, i 2024 til Magasinet MiD om værtskabet i DRØMMEFABRIKKEN.
Kulturhistorien kan styrke unges handlekraft – Kronik skrevet af museumsinspektør, Amalie Stærke, i 2024 til Kristeligt Dagblad. Kronikken omhandler, hvordan dialogiske møder og relationer med fortidens mennesker, deres følelser, oplevelser og erfaringer kan styrke unges handlekraft.
Historiske spejlinger styrker unge kvinders livsmod og handlekraft – Artikel skrevet af Jakob Haahr-Pedersen i 2024 til Skoletjenesten – Videncenter for eksterne læringsmiljøer, om, hvilke potentialer, der ligger i at bruge eksterne rum til styrke trivsel og handlekraft. Afsættet var workshoprækken DRØMMEKRAFT; særligt tilrettelagte trivselsworkshops gennemført i efteråret 2024.
Nye rum for dialog, dilemmaer og demokratisk dannelse – Artikel skrevet af Jakob Haahr-Pedersen i 2023 til Skoletjenesten – Videncenter for eksterne læringsmiljøer, om pædagogiske tilgange, metodikker og greb i undervisningsforløbet “Kvindeliv – Ud af skyggen”.
Projektet er støttet af:



















