Tilbage til kalenderen

Juletræsfest

Mærk historiens vingesus, når vi åbner dørene for den traditionsrige juletræsfest i Arbejdernes Forsamlingsbygning.

Type Jul
Dato Søndag 29. november
Tidspunkt 14.00 - 15.30
Pris 85-150 kr.

Træd ind i den pyntede festsal og tag plads omkring juletræet, som generationer af arbejderbørn har gjort igennem tiden. Traditionen tro skal vi synge julen ind, danse om det funklende træ, lytte til de julehistorier, som arbejderbørnene hørte engang, spise godteposer, lave sanglege og klippe-klistre. Og hvem ved, måske har nissen været på spil…

Juletræsfesten er egnet for børn i alderen 3 til 11.

Voksenbillet: 150 kr. inkl. kaffe og lidt til godt ganen.
Børnebillet: 85 kr. inkl. juice, godtepose, clementin og en bolle.

Billetten giver adgang til hele museet i åbningstiden.
Dørene til Festsalen åbner kl. 14.00.

Om juletræsfesterne i Forsamlingsbygningens historiske festsal: 

Den første juletræsfest blev afholdt i festsalen i 1880, og i Socialdemokraten kunne man læse, at de 600 børn og deres forældre fornøjede sig med legetøj, dans og kager med mælk. Bagefter spillede orkestret op med Socialisternes March, og børnene marcherede rundt om juletræet. 

At holde juletræsfest blev en tradition, der bredte sig til mange fagforeninger. Og i mange år efterfølgende kan man i avisen læse om stribevis af juletræsfester, der afholdes i Forsamlingsbygningen. I takt med festernes popularitet og voksende medlemstal i fagforeninger måtte billetsalget begrænses, og juletræsfesterne rykkede i de store fagforeninger til den større sal i Folkets Hus på Enghavevej. 

På Arbejdermuseet holder vi traditionen i live. Her er juletræsfesterne er et af årets højdepunkter, der samler store og små om træet, historien og fællesskabet i forsamlingsbygningens ramme. 

Du kan møde vores allesammens julemor, skuespilleren Vika Dahlberg Hansen, der med akkompagnement fra den dygtige pianist, Ulrik Scheele, forvandler festsalen til scener fra et juleeventyr.  Og hvem ved, om ikke også vores husven Nisse Pio kommer frem fra loftet? 

Jul på Arbejdermuseet hver dag 

Hver dag kan du opleve julehygge på Arbejdermuseet fra 16. november – 30. december. Og på udvalgte torsdage kan du komme til julebanko til fordel for Børnenes Kontor. 

Se hele juleprogrammet her.

Få nyheder

MODTAG NYHEDER OM ARBEJDERMUSEET

Tilmeld dig Arbejdermuseets nyhedsbrev og bliv den første til at få besked om tilbud, udstillinger, arrangementer og særlige fordele.