Litteratureftermiddag Om Vita Andersens forfatterskab
Vita Andersen blev en af de mest læste og elskede danske forfattere, da hun med gennembruddet Tryghedsnarkomaner (1977) og novellesamlingen Hold kæft og vær smuk (1978) ramte en hel generation med sit rå, enkle og genkendelige sprog.
Hun skrev om vold og svigt, om psykisk sygdom, om social udstødelse og skam – ofte fra sårbare kvinder og børns perspektiv. Omdrejningspunktet i forfatterskabet er altid mangel på kærlighed og tryghed. Det gælder også hendes første roman Hva´for en hånd vil du ha´(1989) og den sidste stærkt selvbiografiske roman Indigo (2017). Vita Andersens portrætter af utilpassede skæbner, der forsøger at forstå og leve op til samfundsnormer og hendes skildringer af, hvor langt mennesker vil gå for at opnå kærlighed er fortsat vedkommende.
Da den danske litteraturkanon i 2025 blev opdateret, fik hun en plads på listen som en af de vigtigste stemmer i dansk litteraturhistorie.
Vi genopliver Arbejdernes Læseselskab
En af de første foreninger, der blev stiftet i Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning var Arbejdernes Læseselskab i 1879. Læseselskabet sikrede, at arbejdere fik adgang til at låne bøger og gå til foredrag med tidens tænkere og forfattere.
Da forsamlingsbygningen slog dørene op, var folkebiblioteket ikke opfundet, og det var de færreste, der havde råd til at købe en bog, ikke alle kunne læse og de fleste arbejdede så meget, at kultur og fritid kun var en drøm.
Arbejdermuseet har genoplivet Arbejdernes Læseselskab og indbyder til arrangementer med fokus på litteratur, viden og oplysning.

