Kvinder er den halve verden

En udstilling med værker af Yukari Ochiai

I 1969 dannedes det legendariske kunstnerkollektiv Røde Mor. Yukari Ochiai udgjorde sammen med Dea Trier Mørch og Thomas Kruse grafikgruppen i Røde Mor. Gennem ti år var Yukari Ochiai med til at præge Røde Mor med sin stærke og samfundsengagerede grafik. Hendes billeder er bl.a. at finde på Røde Mors musikudgivelser og flere af gruppens mest ikoniske plakater.
Plakaten “Kvinder er den halve verden” fra 1975 står frem som et af Yukari Ochiais bedst kendte værker. Plakaten danner klangbund for udstillingen på Arbejdermuseet, der udtrykker Ochiais dybe solidaritet med mennesker – i særdeleshed med kvinder og børn overalt i verden.

Yukari Ochiai fandt inspiration til motiverne på rejser med sin mand, dokumentaristen Michel Regnier, i den 3. verden. Hendes kærlighed til mennesker og hendes indignation over den grådighed, der præger den kapitalistiske samfundsorden, lyser ud af hendes portrætter og billeder.

Yukari Ochiai besøgte Dea Trier Mørch i Danmark i 1968. De to havde mødt hinanden og arbejdet sammen på kunstakademiet i Leningrad i 1967. Yukari Ochiai bor i dag i Montreal i Canada.