For børn

11. feb. - 26. feb.

Vinterferie for børn og voksne

boern-i-købmandsbutik

Masser af leg

På Børnenes Arbejdermuseum kan ungerne lave deres egen kludedukke, arbejde som bybude i købmandsbutikken, sortere flasker på bryggeriet eller betjene skrivemaskinen på fagforeningskontoret. De kan også tage en svingom i danseskolen eller lege i den lille lejlighed fra 1930’erne. Og når de skal en tur i baggården, skal de passe på ikke at forstyrre den gnavne nabo.

Film og omvisninger

Imens ungerne leger, kan de voksne komme helt tæt på arbejdernes hverdagsliv og følge industrialiseringens udvikling fra 1800-tallet til i dag.

Hver dag kl. 11, 13 og 14.30 vises lyd- og lysshowet om arbejderbevægelsens fødsel og Slaget på Fælleden på loftet over Festsalen. Her kan du møde den danske arbejderbevægelses grundlægger Louis Pio og hans indædte modstander politimester Crone, som med alle midler søgte at bekæmpe socialismens fremmarch. Du kan høre stikkeren, der hviskende beretter om sine observationer i dansesalon Phønix, og du kan stå på Nørre Fælleds græs og fornemme de voldsomme kampe omkring dig.

På søndage i begge uger, den 12. og 19. februar, er der gratis omvisninger i udstillingerne kl. 14.

Skattejagt og quiz

Både børn og voksne får rig lejlighed for at dyste med sig selv og hinanden. Børnene kan tage de voksne med på en skattejagt rundt på museet med en lille præmie til alle til sidst. Skattejagten er gratis. De voksne og teenagerne kan som noget nyt quizze sig igennem alle udstillingerne på 30-60 minutter i grupper af 1-5 personer. Quizzen koster 85 kr. plus entré til museet.

BZ på plakaten

Vinterferien giver også anledning til at rejse tilbage til en del af historien, mange forældre selv har oplevet. På 1. sal – ved siden af studiepladserne, som også er åbne i begge uger – vises nemlig en udstilling af plakater fra BZ-bevægelsen, der især i 1980’erne gjorde gaden til en kampplads for boligpolitik, men også for særdeles voldelige sammenstød mellem aktivister og politiet.

Lækker, nostalgisk mad

Efter al den historie er både små og store sikkert sultne og tørstige. Arbejdermuseets fine, historiske restaurant, Café & Øl-Halle ”1892”, serverer platter og luksussmørrebrød i restauranten samt håndmadder i ”Stjernen”. Til den mindre sult tilbyder Kaffebaren varm kakao med flødeskum og gode, gammeldags ostemadder – og museets berømte kiksekage, selvfølgelig!

…og lidt med hjem!

Hvis der er plads i maverne, kan I købe en dejlig is fra den nostalgiske 50’er-isvogn med til hjemturen, og inden da kan I nå at besøge museums-butikken, som bugner af legetøj, bøger og museets egne logovarer. Ingen kedelig metervareplastic her, kun sjovt legetøj fra gamle dage og skønne, nostalgiske varer til mor og far – hvad med en T-shirt med ”Nej tak til Atomkraft” eller en køleskabsmagnet med iskortet fra 1972, hvor en Hawaii kostede en krone?